Vi tror, kærlighed og vrede er hinandens modsætninger. Når vreden kommer ind, går kærligheden ud. “Mor, elsker du mig ikke mere?”, siger barnet, når det får skældud. “Vi skændes så meget, at jeg tror, vi ikke elsker hinanden mere, vi må være vokset fra hinanden”, siger par til hinanden. Vi bliver kede af det, når vi har skændtes. Der skal repareres og forsones, som om noget ondt har hændt os. Vi undgår at blive vrede for at føle den varme rare kærlighed.
Men vrede og kærlighed hænger uløseligt sammen. De er 2 sider af samme sag. 2 sider af samme mønt af den valuta, vi udveksler med andre. De kan ikke skilles ad. Det er jo det, vores samliv viser os, selvom vi tolker det anderledes.
Desværre hjemsøger utallige historier om revselser i familier og institutioner os. Historier om kold konsekvens og straf. Så meget at det nu er skrevet ind i lovgivning og regler om magtanvendelse. Folk op i årene fortæller, hvordan de blev slået derhjemme og i skolen, og hvordan de blev revset uden strejf af kærlighed. Den perfide oppustede lærer, der bare slog og slog med spanskrøret, med fornøjelse. Eller den lilla skrigballon, der skældte og smældte evig og altid, så man tænkte, hun nød det, eller at hun ingen kærlighed følte i hele verden. De dårlige erfaringer er blevet gjort til sandheden om, hvad vrede er: Det er uden kærlighed, dvs de erfaringer har fået lov at blive til din og min’s sandhed om, at vrede og kærlighed er hinandens modsætninger og ikke kan være i stue sammen. Det er nu blevet den kollektive erfaring. Og de unge viderfører usandheden i fin stil i deres parforhold og øvrige relationer. De er faktisk meget værre.
Resultatet er, at vi har fået et samfund uden konsekvenser. Det er helt forkert. Man skal ikke basere viden på fejlagtige observationer.
At blive vred på nogen er at holde af dem. Dem man er vred på, er ikke ligegyldige, de har betydning, ellers kunne du ikke blive vred på dem. Hvis en persons handling eller en tings fravær var fuldstændig ligegyldig for dig, kunne du ikke blive vred over den. Dvs jo mere vred, man er på nogen eller noget, jo mere betydning har de eller det. Man står i relation til dem, man er vred på. Hvis du skælder nogen eller noget huden fuld, viser du dem dermed, at de betyder meget for dig, og det er også en slags kærlighed. Din værste fjende er dermed en af dine næreste venner. Man ser jo i øvrigt ofte den største og hyppigste vrede i hjemmet, eller blandt venner. Det er ikke en fejl. Det er fordi, det er dem, der betyder noget, man bliver vrede på.
Det er som sagt rigtigt, at mange kun har oplevet vrede uden hjerte eller kærlighed, men det er jo samtidig en længsel efter, at vredesudtryk skal følges af kærlighed og hjerte, hænger sammen med det, mangler det. Ikke som erstatning. Kærligheden skal ikke indføres som erstatning for vreden. Ligesom vi kan falde til at tro i andre af livets uadskillelige modsætningspar: lyst-disciplin, tale-lytte, arbejde-pause eller stolthed-ydmyghed. Tingene hænger sammen, de skal ikke skiftevis erstatte hinanden i en evig kamp. Men det gør de, fordi vi er fejlopdragede. Kærligheden skal kunne være der samtidig med vreden, eller man skal kunne skifte naturligt imellem dem, uden at synes det ene er bedre end det andet.
Det er også fordi, vi tror kærlighed altid er rart. Og det kan vrede slet ikke leve op til.
Tænk hvis alle dem der er lige lovlig gode til at elske, kæle eller være kærlige overfor andre, byttede bare en del af disse ytringer ud med vrede overfor de samme andre – i den dybe erkendelse, at det jo alligevel er at sige det samme, bare med et andet sprog. “Jeg skælder dig ud, fordi jeg vil dig det godt”.
Tænk hvis alle dem, som der er færre af, der er lige lovlig gode til at være vrede, kunne skifte bare en del af disse udtryk ud med kærlighedsudtryk, igen i fuld overbevisning af, at det jo alligevel er det samme. Så ville de ikke miste noget, eller blive svagere af den grund. Tværtimod.
Hvordan gør man det så konkret? Start med at acceptere vreden, som den er, så kommer kærligheden.
Jo mere balance der er mellem vores kærlighed og vrede, jo bedre står vi. Jo mere troværdige er vi. Jo mere vrede, der er i vores kærlighed, og jo mere kærlighed, der er i vores vrede, jo mere elsker vi. Jo mere disse udtryk kan få lov at flyde ud og ind mellem hinanden, afløse hinanden, blande sig med hinanden, farve hinanden, jo mere lever vi.
Og bemærk, jeg taler ikke her for at alle vores relationer skal være “had-kærlighed-forhold”, hvor det eneste fylde og mening er det at overfladisk skifte mellem at hade og elske hinanden, uden det nogensinde flytter sig. Det er en variant af det symbiotiske forhold, hvor man hænger grænseløst sammen, og står stille på stedet. De forhold der konstant skændes, og ind i mellem laver reparations-knald, udestuer og ferier til Maldiverne – uden der nogen sinde egentlig sker noget. Det er ikke den vrede eller den kærlighed, jeg snakker om her. Jeg snakker om vreden, der rigtig kommer ud og går over, bliver sluppet. Og den kærlighed der både kan komme ud på en rar måde og sammen med vrede, og vil løse problemerne. Som ikke klistrer, eller besnærer.
Kærligheden overvinder alt, men det gør vreden også. Der vil altid være vrede. Eller sagt på en anden måde, kærlighed er løsning på alverdens lidelse, men der vil altid være lidelse. Liv er bevægelse, derfor støder alt og alle ind i hinanden, og det skaber vrede, som skal bruges til at løse disse sammenstød. Og så sker det igen. Og igen. Det er et livsvilkår, og uanset hvor meget kærlighed, vi vil have, hvis vi ikke vil have vrede, får vi heller ikke livet.
Den der aldrig har været vred, har aldrig elsket.