Ligesom vi ikke kender og er bange for vores egen vrede, er vi også bange for naturen og dyrs vrede. Ligesom vi tror det værste om vores egen vrede, på samme måde tror vi det værste om ulve, løver, hunde, slanger og hvepse. Hvepse og ulve skal dø med det samme, vi ser dem. Vi elsker at projicere vores vrede ud på andre mennesker, men faktisk også ud på naturen og dyr. Det gør dem værre, mere uforudsigelige og fjerner os dybest set fra os selv, vi ender som taberen.
Hvad jeg skriver herunder om biologi og dyr og naturen, baserer sig blot på min lægmandsviden. Jeg er ikke biolog, og kender kun videnskabeligt til naturen ud fra, hvad jeg har læst tilfældigt og nysgerrigt rundt omkring, og f.eks. hvad jeg har set i David Attenborough’s dyreudsendelser fra BBC.
Det korte af det lange af min forståelse er, at dyrs vrede og aggression er logisk, forudsigelig, konfliktløsende og nærmest empatisk. De undgår konfrontation eller i hvert fald unødig vold. De er meget energiøkonomiske. De har aggression, men er ikke aggressive.
Og det at de har så mange forskellige signaler til den, de står overfor, kan også ses som et slags hensyn til vedkommende, dyr eller menneske. Det er et godt råd om at gøre noget andet for ikke at spilde energi. Det er nærmest empatisk, fordi signalerne er afstemt i forhold til tilstanden hos den truende.
Klapperslangen er et godt eksempel. Det er en stor, giftig og ret udbredt slange. Når de bliver bange eller føler sig truet, har de flere signaler, de kan bruge:
– klaprer med deres hale
– hvæser
– ruller sig sammen
– spiller med tungen
– hæver hovedet højt op
– deres advarsels-agtige skindmønster i zigzag er i sig selv et signal
Hvad jeg har forstået, er at altsammen er et repetoire klapperslangen har for at undgå at gøre noget aggressivt. Og disse signaler udgør også en eskalationstrappe. Hvis ikke man fatter dens trussel ved første signal, så eskalerer den til næste og så fremdeles. Den vil helst undgå at bide, fordi det er farligt for den selv at komme så tæt på, og selv hvis den bider, kan den finde på at gøre det uden at sprøjte gift. Det kaldes et “tørt bid” (“Dry Bite”). At udføre et angreb og især at sprøjte gift er en stor energiøkonomisk udgift for slangen. Giften er “dyr” at producere i dens kirtler.
På samme måde tænker jeg de fleste andre dyr har et repetoire af signaler og adfærd, når de føler sig truet, eller når de vil angribe. Angreb er dyrt og skal undgås, men kan ikke altid undgås.
Det finder jeg meget inspirerende for, hvordan vi skal blive bedre til at forstå vores egen vrede, aggression og instinkter.
Forestil dig at du kunne forsvare dig selv mod de fleste former for verbale eller fysiske angreb. Og at du desuden ligesom slangen havde et rigt repetoire af signaler, du kunne vælge mellem at sende ud for at advare om, at en konflikt var på vej – eller et angreb fra din side. For derved at undgå en energikrævende konflikt, eller måske sagt på en anden måde, et repetoire af signaler og handlingsmuligheder, der kunne løse en konflikt på forskellige niveauer af drama.
Det er ikke sådan, vi i vores verden tænker om vrede og aggression. Vi tænker, at det kommer sjældent for os selv og de fleste andre, og at når det kommer, så er det straks helt i det røde felt, og er på fuld kraft og er meget ensidigt. Som et musikinstrument der kun kunne spille 2 toner: En lav kedelig én, og en meget høj, skinger uudholdelig tone. Læs også min tekst om kontrol og amok, vi holder vores vredes udtryk nede, indtil vi eksploderer. Det bliver et fattigt, ynkeligt og meget udynamisk samspil mellem mennesker, når det er sådan, hvilket det ofte er i parforhold, familier og arbejdspladser. Det bliver også mere farligt. Ligesom hvis der hang røde alarmer overalt, eller alle gulve var fyldt op af snorene fra lureminer. Pludselig eksploderer vreden, og så er situationen helt ude af kontrol, eller personen er udenfor terapeutisk rækkevidde.
Denne simple, enten-eller forhold til vrede og aggression synes jeg også, man ser i nutidens film og computerspil. Skurkene eller monstrene er unuancerede, kedelige og forudsigelige. F.eks. Sauron og alle hans masseproducerede onde væsner i de stort anlagte Ringenes Herre film vil kun én ting: Gøre ondt. Der er ingen nuancer, og det er i øvrigt dem alle sammen på én gang, der tonser afsted i hovedet på heltene. Sort-hvid. Det 100% gode mod det 100% onde. Deres udseende er også forsøgt gjort 100% aggressivt og ukønt, med pigge, torne og grimme klør over det hele. Jeg og alle klapperslangerne ryster på hovedet af så umoden en måde at afbilde vrede og aggression på.
Vi skal finde tilbage til det rige konfliktspil, hvor vi har mange strenge at spille på, hvor et drama kan udfolde sig på flere niveauer, og gå op og ned, som en storm eller bølger på havet, og hvor det mere er truslen om vold, der er i luften, men kun meget meget sjældent decideret vold, det kommer til.
Inspiration/referencer:
1) Web: https://goo.gl/2L8eTj – pdf: https://goo.gl/F6vrtC
2) Web: https://goo.gl/WTn2aD – pdf: https://goo.gl/W6n8mD