Ked-af-det-heden der aldrig går over, er vrede

Mange kan føle, de hænger fast i en ubestemmelig diffus nedtrykthed og ked-af-det-hed. Det er i virkeligheden vrede, der gerne vil ud.

Jeg har oplevet flere klienter kommer med klager over, at de konstant er nedtrykte og kede af det, og at det bare bliver ved og ved, også selvom de forsøger at give sig hen til den følelse, og få det grædt ud. Tager store grædeture. De har en evig trykket stemning, der kan få dem til at trække sig ind på et værelse, og lukke sig inde, holde sig hjemme, ikke have lyst til at tale med nogen.

En tilstand der nogle gange kan mærkes helt fysisk, som en klump i halsen hele tiden, eller en trykken for brystkassen, ondt i maven. Og også en oplevelse af, at det tiltrækker flere ting, der gør én ked af det. Det hele ramler i perioder, man går fra det ene traumatiske til det andet. Nedtrykthed, tristhed, ked af det hed, indadvendthed på den negative måde (“jeg kan ikke klare andre mennesker”) fylder, og man er sjældent glad. Venner bliver trætte af én, for man begynder hele tiden bare at tude.

Det kan i virkeligheden være vrede. Det vil jeg typisk kigge efter. Altså være fordi man mangler den følelse. Livet går imod os hele tiden, og gør os naturligt kede af det, men det gør os ligeså meget vrede, og hvis vi lige glemmer den følelse i farten, så går ked af det heden ikke over, fordi den ubevidste vrede holder såret åbent. En anden måde at sige det på, er at den ubevidste, uerkendte vrede bliver lavet om til ked af det hed. For vreden VIL ud. Om bæreren af vreden vil det eller ej, så skal følelsen nok finde vej, og det bliver så ad den kanal, som bæreren tillader, nemlig gennem ked af det hed. Er vi kun åbne for følelsen ked af det hed, så må alle andre følelser finde vej ud gennem den kanal. Det er oftest det eneste, folk kender. Men vrede kommer alligevel ikke ud. Det giver ikke reel forløsning for sin vrede at begynde at græde. Det er ikke sådan, vrede er. Den har andre udtryk.

Jeg er imod, at vi siger, der altid ligger noget bagved vreden – typisk ked af det hed, eller sårbarhed. Men faktisk kunne jeg hælde til dog at påstå det modsatte, at der altid er vrede bagved ked af det heden. Ikke fordi det er naturligt, men fordi vi oftest er lukkede omkring vores vrede, og den så typisk finder vej ud gennem ked af det heden, ligger skjult bagved og vedligeholder den. Forstærker den.

Disse klienter der klager over at hænge fast i nedtrykthed og ked af det hed, hjælper jeg så til at mærke deres vrede, og få den ud, og ofte er det helt magisk, hvordan ked af det heden letter, og de ikke fremtræder “sårbare” mere, men snarere stærke, livslystne, aggressive på den gode måde, hvor det er en sand berigelse for verden.

Det er måden, du siger det på

“Jamen, det er måden, du siger det på!”
“Du skal tænke over din facon”
“Lad være at tale så højt, opfør dig ordenligt”

Den hører man tit. Uhyggeligt tit. Både på arbejdspladsen, i institutionerne og i hjemmene. Det er verdens bedste (og dårligste!) argument mod vrede, og det bliver brugt så tit, at det er helt deprimerende: Jo, vi vil gerne høre, hvad du er vred over, hvis du kan sige det til os på en pænere måde. Dvs aldrig.

Problemet er, at “Måden, du siger det på” er et fokusskifte, som samtalen påtvinges af offeret for din vrede. Et skifte der er svært at modstå. Det er et af de moderne Nazi-kort, eller “Saddam Hussein- argumenter” (hvis man betvivlede Bush’s og Fogh’s kampagne i Irak, fik man ofte det aggressive spørgsmål, “Vil du ikke af med Saddam Hussein?!”) . En indvending der effektivt stopper kommunikationen, fordi man ikke kan svare på det, og fordi det fordrejer snakken væk fra sagens kerne. Og fordi man faktisk bliver gjort ond. Aldeles ikke noget man bliver mindre vred over, dog!

“Måden du siger det på” skifter fokus fra indholdet i sagen til formen. “måden” er form, og “det du siger” er indhold. Og form går vi uhyggeligt meget op i i vore dage. Det er meget pinligt, hvis man ikke holder formen. Man er nærmest forbryder, det er kriminelt at være ubehagelig overfor andre. Så hvis modtageren af din vrede, kan påpege at formen for din kommunikation er for vred (høj, grov, afbrydende, upæn, simplificerende), er du pludselig fanget i en forbrydelse, og så er det lige meget, hvad du er vred over. Meget belejligt for modtageren. Vi skal jo have det rart sammen, alle sammen, altid, koste hvad det vil – og vé den der forbryder sig mod det.

Det er som at gå fra sagen til proceduren, som man kan se i retssager, hvor ellers gode retfærdige sager, kan blive afsporet af procedurefejl.

Dert virker som om, vi som samfund og kultur er enige om, at det er et legitimt modargument, hvilket det overhovedet ikke er. Et modargument ville handle om den sag, der er på tale. “Du har ikke vasket op”, “Jo, jeg har” – det er et legitimt modargument, fordi det handler om sagen. “Måden du siger det på” er usagligt, fordi det ikke handler om sagen, vi snakker om. Alligevel synes vi enige om, at det er et bedre modargument, end et rigtigt modargument. Det er mere vigtigt, hvordan tingene bliver sagt, så ingen bliver kede af det eller stødte, end det man har behov for at sige. “måden du siger det på” rydder bordet. Klap i. Hvis du skal være sådan herinde, skal du gå udenfor.

Det sker f.eks., når modtageren føler sig angrebet og ikke kan bære konfrontation, og derfor går til modangreb, og ikke er en værdig fighter, men bruger alle kneb for at vinde. Hertil er der blot at sige, at det jo er meget svært for en modtager af et vredt budskab at undgå at føle sig angrebet, idet vrede i sin karakter er angribende og grænseoverskridende. Det skal den være, det er et vilkår. F.eks. fordi der er en eller anden grad af modstand hos modtageren, der skal forceres. Ellers ville der ikke opstå vrede i afsenderen. Det er en nødvendig kraft, der mobiliseres. Og udtryk for at sagen faktisk betyder noget. Men når alle muligheder synes udtømte (hvilket de åbenbart ofte er ret hurtigt), kan man så skride til, at måden det blev sagt på, var ubehagelig, højtrøstet, ensidig eller grov. Og dermed at den vrede skal klappe i. Punktum. Det er især synd, når det er børn, det går udover, hvilket sker tit.

Eller også sker det, når modtageren ikke kan udholde den grimme sandhed, der bliver sagt, og af den grund går man til modangreb på måden, tingene er sagt på, fremfor at prøve at tage det ind. Skift fokus, det er nemmere. Gå efter manden i stedet for bolden.

Det kan også ske helt ubevidst, at man simpelthen forveksler vredens ubehagelige sandhed med den ubehagelige måde, det bliver sagt på. Ikke kan se forskellen. Mener det er det samme. Dvs idet at det siges på en grim og dermed forkert måde, må det der bliver sagt være grimt og dermed forkert. 

Når det er sagt, kan det selvfølgelig være i visse situationer, det kunne siges bedre. Det kan godt være, det er blevet sagt grimt og råbende og spyttende, og at det i sig selv er værd at snakke om, men måden ting er sagt på er vitterlig en anden sag end indholdet, det der blev sagt. Hvis det er væsentlig at diskutere måden tingene er sagt på, bør det derfor diskuteres adskilt fra tingene. Det kan vi tage bagefter, eller en anden dag.

Vi er meget enige i parforhold, på arbejdspladser, i familier om at ting skal siges pænt, og det er vigtigere end alt andet. Hvis ikke det kan siges pænt, så skal det ikke siges, og så kan vi aldrig vise vores vrede. For hvis man indrømmer, at man har sagt det grimt, med bandeord, så har man givet anklageren ret, og accepteret at det nu pludselig er måden tingene siges på, vi skal snakke om. Hvis man benægter, at det var grimt sagt, vil det nok være løgn. Hvis man overhører det, er man ufølsom. Så der er ikke rigtig noget at gøre. Det kan også være, der faktisk ikke er noget at komme efter, at det ER sagt på en pæn måde, alligevel vil “måden du siger tingene på” ofte lukke snakken om selve indholdet. Og begge bliver frustrerede, og vreden vokser indeni. For den krænkede har altid ret.

Hvis vreden får lov at komme frem som den er, mere frit og flydende, så finder den faktisk ofte en bedre form end ellers, og måden det bliver sagt på bliver bedre, end hvis det er indebrændt. Så hvis vi kunne droppe snakken om måden ting bliver sagt på, bliver de potentielt sagt på en bedre måde.

Den der aldrig har været vred, har aldrig elsket

Vi tror, kærlighed og vrede er hinandens modsætninger. Når vreden kommer ind, går kærligheden ud. “Mor, elsker du mig ikke mere?”, siger barnet, når det får skældud. “Vi skændes så meget, at jeg tror, vi ikke elsker hinanden mere, vi må være vokset fra hinanden”, siger par til hinanden. Vi bliver kede af det, når vi har skændtes. Der skal repareres og forsones, som om noget ondt har hændt os. Vi undgår at blive vrede for at føle den varme rare kærlighed.

Men vrede og kærlighed hænger uløseligt sammen. De er 2 sider af samme sag. 2 sider af samme mønt af den valuta, vi udveksler med andre. De kan ikke skilles ad. Det er jo det, vores samliv viser os, selvom vi tolker det anderledes.

Desværre hjemsøger utallige historier om revselser i familier og institutioner os. Historier om kold konsekvens og straf. Så meget at det nu er skrevet ind i lovgivning og regler om magtanvendelse. Folk op i årene fortæller, hvordan de blev slået derhjemme og i skolen, og hvordan de blev revset uden strejf af kærlighed. Den perfide oppustede lærer, der bare slog og slog med spanskrøret, med fornøjelse. Eller den lilla skrigballon, der skældte og smældte evig og altid, så man tænkte, hun nød det, eller at hun ingen kærlighed følte i hele verden. De dårlige erfaringer er blevet gjort til sandheden om, hvad vrede er: Det er uden kærlighed, dvs de erfaringer har fået lov at blive til din og min’s sandhed om, at vrede og kærlighed er hinandens modsætninger og ikke kan være i stue sammen. Det er nu blevet den kollektive erfaring. Og de unge viderfører usandheden i fin stil i deres parforhold og øvrige relationer. De er faktisk meget værre.

Resultatet er, at vi har fået et samfund uden konsekvenser. Det er helt forkert. Man skal ikke basere viden på fejlagtige observationer.

At blive vred på nogen er at holde af dem. Dem man er vred på, er ikke ligegyldige, de har betydning, ellers kunne du ikke blive vred på dem. Hvis en persons handling eller en tings fravær var fuldstændig ligegyldig for dig, kunne du ikke blive vred over den. Dvs jo mere vred, man er på nogen eller noget, jo mere betydning har de eller det. Man står i relation til dem, man er vred på. Hvis du skælder nogen eller noget huden fuld, viser du dem dermed, at de betyder meget for dig, og det er også en slags kærlighed. Din værste fjende er dermed en af dine næreste venner. Man ser jo i øvrigt ofte den største og hyppigste vrede i hjemmet, eller blandt venner. Det er ikke en fejl. Det er fordi, det er dem, der betyder noget, man bliver vrede på.

Det er som sagt rigtigt, at mange kun har oplevet vrede uden hjerte eller kærlighed, men det er jo samtidig en længsel efter, at vredesudtryk skal følges af kærlighed og hjerte, hænger sammen med det, mangler det. Ikke som erstatning. Kærligheden skal ikke indføres som erstatning for vreden. Ligesom vi kan falde til at tro i andre af livets uadskillelige modsætningspar: lyst-disciplin, tale-lytte, arbejde-pause eller stolthed-ydmyghed. Tingene hænger sammen, de skal ikke skiftevis erstatte hinanden i en evig kamp. Men det gør de, fordi vi er fejlopdragede. Kærligheden skal kunne være der samtidig med vreden, eller man skal kunne skifte naturligt imellem dem, uden at synes det ene er bedre end det andet.

Det er også fordi, vi tror kærlighed altid er rart. Og det kan vrede slet ikke leve op til.

Tænk hvis alle dem der er lige lovlig gode til at elske, kæle eller være kærlige overfor andre, byttede bare en del af disse ytringer ud med vrede overfor de samme andre – i den dybe erkendelse, at det jo alligevel er at sige det samme, bare med et andet sprog. “Jeg skælder dig ud, fordi jeg vil dig det godt”.

Tænk hvis alle dem, som der er færre af, der er lige lovlig gode til at være vrede, kunne skifte bare en del af disse udtryk ud med kærlighedsudtryk, igen i fuld overbevisning af, at det jo alligevel er det samme. Så ville de ikke miste noget, eller blive svagere af den grund. Tværtimod.

Hvordan gør man det så konkret? Start med at acceptere vreden, som den er, så kommer kærligheden.

Jo mere balance der er mellem vores kærlighed og vrede, jo bedre står vi. Jo mere troværdige er vi. Jo mere vrede, der er i vores kærlighed, og jo mere kærlighed, der er i vores vrede, jo mere elsker vi. Jo mere disse udtryk kan få lov at flyde ud og ind mellem hinanden, afløse hinanden, blande sig med hinanden, farve hinanden, jo mere lever vi.

Og bemærk, jeg taler ikke her for at alle vores relationer skal være “had-kærlighed-forhold”, hvor det eneste fylde og mening er det at overfladisk skifte mellem at hade og elske hinanden, uden det nogensinde flytter sig. Det er en variant af det symbiotiske forhold, hvor man hænger grænseløst sammen, og står stille på stedet. De forhold der konstant skændes, og ind i mellem laver reparations-knald, udestuer og ferier til Maldiverne – uden der nogen sinde egentlig sker noget. Det er ikke den vrede eller den kærlighed, jeg snakker om her. Jeg snakker om vreden, der rigtig kommer ud og går over, bliver sluppet. Og den kærlighed der både kan komme ud på en rar måde og sammen med vrede, og vil løse problemerne. Som ikke klistrer, eller besnærer.

Kærligheden overvinder alt, men det gør vreden også. Der vil altid være vrede. Eller sagt på en anden måde, kærlighed er løsning på alverdens lidelse, men der vil altid være lidelse. Liv er bevægelse, derfor støder alt og alle ind i hinanden, og det skaber vrede, som skal bruges til at løse disse sammenstød. Og så sker det igen. Og igen. Det er et livsvilkår, og uanset hvor meget kærlighed, vi vil have, hvis vi ikke vil have vrede, får vi heller ikke livet.

Den der aldrig har været vred, har aldrig elsket.