“Jamen, det er måden, du siger det på!”
“Du skal tænke over din facon”
“Lad være at tale så højt, opfør dig ordenligt”
Den hører man tit. Uhyggeligt tit. Både på arbejdspladsen, i institutionerne og i hjemmene. Det er verdens bedste (og dårligste!) argument mod vrede, og det bliver brugt så tit, at det er helt deprimerende: Jo, vi vil gerne høre, hvad du er vred over, hvis du kan sige det til os på en pænere måde. Dvs aldrig.
Problemet er, at “Måden, du siger det på” er et fokusskifte, som samtalen påtvinges af offeret for din vrede. Et skifte der er svært at modstå. Det er et af de moderne Nazi-kort, eller “Saddam Hussein- argumenter” (hvis man betvivlede Bush’s og Fogh’s kampagne i Irak, fik man ofte det aggressive spørgsmål, “Vil du ikke af med Saddam Hussein?!”) . En indvending der effektivt stopper kommunikationen, fordi man ikke kan svare på det, og fordi det fordrejer snakken væk fra sagens kerne. Og fordi man faktisk bliver gjort ond. Aldeles ikke noget man bliver mindre vred over, dog!
“Måden du siger det på” skifter fokus fra indholdet i sagen til formen. “måden” er form, og “det du siger” er indhold. Og form går vi uhyggeligt meget op i i vore dage. Det er meget pinligt, hvis man ikke holder formen. Man er nærmest forbryder, det er kriminelt at være ubehagelig overfor andre. Så hvis modtageren af din vrede, kan påpege at formen for din kommunikation er for vred (høj, grov, afbrydende, upæn, simplificerende), er du pludselig fanget i en forbrydelse, og så er det lige meget, hvad du er vred over. Meget belejligt for modtageren. Vi skal jo have det rart sammen, alle sammen, altid, koste hvad det vil – og vé den der forbryder sig mod det.
Det er som at gå fra sagen til proceduren, som man kan se i retssager, hvor ellers gode retfærdige sager, kan blive afsporet af procedurefejl.
Dert virker som om, vi som samfund og kultur er enige om, at det er et legitimt modargument, hvilket det overhovedet ikke er. Et modargument ville handle om den sag, der er på tale. “Du har ikke vasket op”, “Jo, jeg har” – det er et legitimt modargument, fordi det handler om sagen. “Måden du siger det på” er usagligt, fordi det ikke handler om sagen, vi snakker om. Alligevel synes vi enige om, at det er et bedre modargument, end et rigtigt modargument. Det er mere vigtigt, hvordan tingene bliver sagt, så ingen bliver kede af det eller stødte, end det man har behov for at sige. “måden du siger det på” rydder bordet. Klap i. Hvis du skal være sådan herinde, skal du gå udenfor.
Det sker f.eks., når modtageren føler sig angrebet og ikke kan bære konfrontation, og derfor går til modangreb, og ikke er en værdig fighter, men bruger alle kneb for at vinde. Hertil er der blot at sige, at det jo er meget svært for en modtager af et vredt budskab at undgå at føle sig angrebet, idet vrede i sin karakter er angribende og grænseoverskridende. Det skal den være, det er et vilkår. F.eks. fordi der er en eller anden grad af modstand hos modtageren, der skal forceres. Ellers ville der ikke opstå vrede i afsenderen. Det er en nødvendig kraft, der mobiliseres. Og udtryk for at sagen faktisk betyder noget. Men når alle muligheder synes udtømte (hvilket de åbenbart ofte er ret hurtigt), kan man så skride til, at måden det blev sagt på, var ubehagelig, højtrøstet, ensidig eller grov. Og dermed at den vrede skal klappe i. Punktum. Det er især synd, når det er børn, det går udover, hvilket sker tit.
Eller også sker det, når modtageren ikke kan udholde den grimme sandhed, der bliver sagt, og af den grund går man til modangreb på måden, tingene er sagt på, fremfor at prøve at tage det ind. Skift fokus, det er nemmere. Gå efter manden i stedet for bolden.
Det kan også ske helt ubevidst, at man simpelthen forveksler vredens ubehagelige sandhed med den ubehagelige måde, det bliver sagt på. Ikke kan se forskellen. Mener det er det samme. Dvs idet at det siges på en grim og dermed forkert måde, må det der bliver sagt være grimt og dermed forkert.
Når det er sagt, kan det selvfølgelig være i visse situationer, det kunne siges bedre. Det kan godt være, det er blevet sagt grimt og råbende og spyttende, og at det i sig selv er værd at snakke om, men måden ting er sagt på er vitterlig en anden sag end indholdet, det der blev sagt. Hvis det er væsentlig at diskutere måden tingene er sagt på, bør det derfor diskuteres adskilt fra tingene. Det kan vi tage bagefter, eller en anden dag.
Vi er meget enige i parforhold, på arbejdspladser, i familier om at ting skal siges pænt, og det er vigtigere end alt andet. Hvis ikke det kan siges pænt, så skal det ikke siges, og så kan vi aldrig vise vores vrede. For hvis man indrømmer, at man har sagt det grimt, med bandeord, så har man givet anklageren ret, og accepteret at det nu pludselig er måden tingene siges på, vi skal snakke om. Hvis man benægter, at det var grimt sagt, vil det nok være løgn. Hvis man overhører det, er man ufølsom. Så der er ikke rigtig noget at gøre. Det kan også være, der faktisk ikke er noget at komme efter, at det ER sagt på en pæn måde, alligevel vil “måden du siger tingene på” ofte lukke snakken om selve indholdet. Og begge bliver frustrerede, og vreden vokser indeni. For den krænkede har altid ret.
Hvis vreden får lov at komme frem som den er, mere frit og flydende, så finder den faktisk ofte en bedre form end ellers, og måden det bliver sagt på bliver bedre, end hvis det er indebrændt. Så hvis vi kunne droppe snakken om måden ting bliver sagt på, bliver de potentielt sagt på en bedre måde.