Visualisering af vreden

Den menneskelige forestillingsevne har utrolige kræfter

Vi vil kun have med vrede at gøre på en civiliseret måde. Vrede skal kunne formuleres med ord og siges pænt, så ingen bliver kede af det.

Selvom man måske er nået så langt som til at opdage, at man har et problem med vrede, skal arbejdet passe ind i hverdagen og en normal levevis. Vreden skal kunne tages med et hurtigt fix. Og vi vil have redskaber!

Selvom disse krav og begrænsninger får hårene til at rejse sig på mig, og gør mig vred(!), har jeg faktisk et redskab, der virker sådan. Hurtigt, effektivt og civiliseret. Visualisering.

Og så skal jeg skynde mig at sige, at det ikke er mit. Jeg har lånt det fra ISTDP-psykoterapien, og visualisering er en udbredt teknik i psykologien, bla. indenfor arbejde med følelser, angst og i præstationspsykologi.

Hvad går det ud på? Det kan virke meget banalt. Det går simpelthen ud på at forestille sig og formulere ens vrede, som den reelt ser ud. Normalt formulerer jeg det sådan her: “Prøv at forestille dig, at du skulle have al din vrede ud på én gang, og du kunne gøre lige, hvad du har lyst til, uden konsekvenser. Enten lige nu eller senere idag?”. Jeg kan også sige: “Hvad har vreden lyst til?”, “Hvad vil tilfredsstille din vrede?”.

Bum. De bliver helt tavse.

Visualiseringen har faktisk 3 stadier:

1) Hvad skulle du gøre, hvis du skulle have al din vrede ud på én gang?
2) Hvor meget og hvor længe, og hvad, skulle der til, for at du får AL din vrede ud.
3) Hvad sker der bagefter?

Det man visualiserer vil oftest være meget fysisk, destruktivt, ukontrolleret og irrationelt. De 4 karakteristika beskrevet andetsteds på hjemmesiden.

Jeg vil her kun give nogle milde eksempler. For det er voldsomme beretninger, når de står “uledsagede” sort på hvidt:

1) “Jeg har lyst til at give min tidligere chef en lussing”
2) “Jeg vil fortsætte med det flere gange, mens jeg råber alle de ting, jeg er vred på ham over, indtil han bliver helt tavs og stille”
3) “Jeg vil lade ham sidde der, og bare gå derfra. Bagefter har jeg en følelse af lettelse, og at regnskabet er gjort op. Jeg vil kunne se på de problemer, han har været medskyldig i, på en ny måde, starte forfra. Jeg kan trække vejret friere. Jeg føler mig fri”

1) “Jeg går ned til jobcentret, bryder døren ind til min sagsbehandler, og mens jeg råber af hende, rydder jeg alt det, der står på hendes bord, på gulvet”
2) “Jeg vil råbe det hele ud, alt det jeg er vred over, og så gå min vej, mens jeg smækker med døren”
3) “Bagefter vil jeg være mere rolig, og kunne komme tilbage, sætte mig ned og samarbejde stille og roligt med hende”.

1) “Jeg binder alle mine klassekammerater til stole, og knebler dem så de ikke kan svare igen. Så stiller jeg mig op på en kasse og råber ud over dem, at de er tåbelige, dumme, forsimplede, indsnævrede – og at de kan rende mig i røven! Herefter går jeg rundt til dem hver især og siger, hvad jeg mener om dem”
2) “Når jeg har været hele vejen rundt, går jeg bare derfra, så kan de sidde der og tænke over det”
3) “Jeg er meget lettet og fri. Deres holdninger til mig er ligegyldige. Faktisk kunne jeg måske bedre holde til at være sammen med dem i klasselokalet.”

Man får et smil på læben. En dyb tilfredsstillelse. Dybere kropslig ro. Pludselig kan man sove om natten.

De fleste har dog meget svært ved visualisering. De tænker straks på, hvad man må og ikke må, og hvordan de opfatter sig selv som person, og at de jo holder af det eller dem, de er vrede på. “Det kunne jeg jo aldrig finde på!” – eller ligeså tit påstår de, at de slet ikke er vrede. Eller at det hele jo bare er deres egen skyld.

Så folk skal hjælpes meget på vej, spørgsmålet skal stilles flere gange, nogle gange omformuleres, og meget skal ryddes af vejen. Oftest må jeg indskærpe, at jeg ikke spørger til deres moral, omsorg, opdragelse, lovlydighed, erfaringer eller selvopfattelse. Alt det skal sættes til side. Også ked-af-det-heden. Mange bliver nemlig kede af det, når de kommer i kontakt med deres vrede. Alle disse ting har taletid nok i hverdagen. Jeg gentager og gentager, at jeg kun spørger til deres vrede. Jeg siger heller ikke, man skal gøre det, man skal forestille sig. Bare forestille sig det. Og at det ikke kommer ud af dette rum, udenfor disse fire vægge. Jeg siger det ikke til nogen.

Faktisk har mange haft sådanne bestialske strøtanker fra tid til anden. Nogle grimheder der i et mørkt øjeblik kan gribe dem. Som de skammer sig over, og ikke siger til nogen. Det er lige netop disse tanker, jeg vil hive frem i lyset, fremhæve, sætte på en piedestal, gøre bevidste og forgylde. Gøre en dyd ud af.

Andre gange fornemmer personen en vrede, der er overnaturligt stor, så stor at hele verden bryder sammen, eller alt går i stykker, eller intet i den her verden vil stå mere, hvis den kom frem. Og det får dem til at lukke af. Men min teori er, at vrede altid er endelig. Uanset hvor meget der er af den, har den en given mængde. Det er angsten, der er knyttet til vreden som en lås, der siger, at vreden er uendelig, at det ikke kan nytte noget at gå ind i den, fordi det så aldrig vil stoppe. I virkeligheden er det ikke sådan.

Jeg gør meget ud af at gøre det så konkret og sanseligt som muligt. Med kropssprog, lyde, narrative billeder, og detaljer som tid og sted. Men det hele er dog stadig bare fantasi. Jeg hjælper det på vej med eksempler. Vil du slå, sparke, råbe, skrige eller det der er værre.

Jeg begrunder også tit øvelsen med en sammenligning: Se dig rundt om i verden, se på hvordan mennesker opfører sig overfor hinanden, f.eks. i Mellemøsten eller Afrika. Der er mange steder, hvor der sker vilde ting, når man bliver rigtig vred. Og historisk set også i Danmark. Disse impulser har vi også. Vi er ikke anderledes end dem. De er ikke mere dyr end os. Vi er alle mennesker med aggressive sider, der kan blive ret voldsomme. Forskellen mellem os og dem i mere voldelige kulturer, er at vi har et veludviklet, civiliseret mentalt apparat, der kan holde styr på disse ting, og give det andre kanaler. Og vi har et velfungerende rigt samfund, der sjældnere giver de store ulykker. Og det går jo godt, så længe livet ikke udsætter os for større negative ting. Men den dag dit liv går i stykker, du lider et stort tab, eller bliver udsat for et voldsomt traume, f.eks. i trafikken, da vækkes også de voldsommere sider af os. Faktisk kan man hævde, at disse sider altid er på spil længere nede i dybet, også til hverdag. Jeg hjælper bare med at lette låget. Det er helt normalt.

Nogle gange kan klienterne ikke komme på, hvem objektet skal være, der er jo ikke nogen at være vred på. Her skal man også hjælpes på vej. Og nogle gange starter vi med et givent objekt, men når vi har dykket lidt ned i det, dukker et andet og dybere op, som der kan være mere og ældre vrede på. Et ældre traume. Der er en grund til, at psykologer altid bare vil tale om din barndom.

Det er faktisk ikke et tænkt eksempel, der kommer frem. Det er en beskrivelse af vreden, som den er, for den vil helst helt ud, nu. Og den har altså typisk nogle kraftfulde billeder på, hvordan det skal foregå.

Klienter kan komme ud i det rene galehus, og blodet drypper ned af mit whiteboard, hvor jeg skriver, mens de fortæller. Selv den pæneste, sødeste person kan indeholde disse ting, hvis man bliver vred nok. Og det er mine klienter oftest, vrede nok. Fordi det har været sparet op i lang tid, mange gange – over et helt liv.

Og det er tit de nærmeste, der står for tur: Forældre, partnere, arbejdsgivere, kolleger, sagsbehandlere eller lærere. Men det er jo også dem, der har meget indflydelse på én, fordi relationen er tæt, eller de har en stor magt over én. Eller har gjort noget grimt.

Det er godt, hvis terapeuten ikke selv har nogle begrænsninger i forhold til vrede, hvad der kan tales om. At han/hun ikke er bange for noget.

Når vi er kommet helt i mål, og efter vi lige har nydt denne tilstand lidt, siger jeg, at nu er det jo ikke nogen god idé at gøre det, vi just har visualiseret. Det kan vi ofte kan grine af. Men så spørger jeg: “Men kan du mærke, at bare det at tale om at gøre det, kan give noget af det samme, som hvis du har gjort det?”, og det bekræfter de oftest. Med andre ord har vi fået noget af den meget destruktive, fysiske, ukontrollerede og irationelle vrede ud, på en meget civiliseret måde.

Det er som om, man med denne øvelse tager toppen. Tager den dyriske, impulsive, kropslige, uciviliserede del af vreden, som sidder fast som en klump i dem. Uden de var klar over det. Herefter er der kun “normal” vrede, der kan håndteres mere konstruktivt, eller måske slet ingen.

Jeg tænker ikke, at alle patienter kan være med til det her. Kan holde til det, Især ikke medium/svært psykisk syge, f.eks. af typen skizofreni. Generelt ikke dem der i medium/svær grad mangler egofunktionen og som kan have svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Eller dem der rent faktisk har gjort noget bestialsk. Eller er påvirkede. Visualisering er et normal-psykisk middel mod undertrykkelse, ophobning og fortrængning af vrede, hvilket langt de fleste lider af, men hvor få altså kan have det modsatte problem. De skal groft sagt lære det modsatte.

Efter at have lavet denne øvelse succesfuldt med hundredevis af klienter, ser det ud som om, at vores eneste problem er vrede. At alle denne verdens problemer, og alle fejl og forkrøblinger ved vores personlighed og problemer med interaktion skyldes, at vreden ikke flyder frit og naturligt i os og mellem os. Som om at hvis vi får det løst, så har vi ikke flere problemer.

Nu må vi sætte os ned og tale om tingene på en stille og rolig måde – til vi dør af det

Almindelig konflikthåndtering er en dræber

Når vi endelig tager os sammen til at tage en konfrontation eller håndtere en konflikt, vil vi helst “sætte os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde”. Uanset om vi så kvæles i det…

Det der brager løs inde i os, skal ordnes “fornuftigt”, fredeligt, civiliseret, roligt, uden vreden tager over. Faktisk uden den er der. For ingen må blive kede af det. Og nedenunder brager og brøler vreden mellem os, usagt og ustyligt.

Kunne vi dog ikke bare engang imellem, tage vores konflikter med hinanden ved at “Rejse os op, og råbe tingene ensidigt ud som gale, på en vanvittig og hensynsløs måde?”

Både ledere, forældre, partnere, kolleger eller samarbejdspartnere vil ofte foreslå at “vi sætter os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde”, og det gør vi foruroligende nok også selv.

Men det kunne nærmest ikke være mere forkert.

For at “sætte sig ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde” opfylder ingen af de 4 kriterier for vrede, og strider faktisk imod dem alle. Det der skulle være et forum for vreden, er en lukning for den: Det er hverken fysisk, destruktivt, ukontrolleret eller irrationelt, men det modsatte: mentalt, konstruktivt, kontrolleret og rationelt.

Disse siddende snakke virker derfor ofte ikke, vi bliver bare mere vrede. Og alligevel er det vores højeste form for konflikthåndtering, ude og hjemme. Det er sådan, vi forestiller os Guderne i det høje sidder på deres skyer og taler højttideligt og avanceret om konflikter og uenighed. Det er vores paradis.

Jeg har hørt sætningen så tit, at jeg tænker, nu må der gøres noget ved den.

Lad os f.eks. prøve noget sætningsanalyse på “Nu må vi sætte os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde” – uden jeg egentlig ved, hvad sætningsanalyse indebærer: Næsten alle dele af sætningen er kontraproduktive. Både “Nu må vi”, “sætte os ned”, “snakke” og “stille og rolig måde”, giver flere problemer end de løser.

  • “Nu må vi” er som SOSU-assistenten, der siger med pyntet kommandotone “Så Petra, nu skal VI i bad”. Det løber én ned af ryggen. Dette “Vi” er i virkeligheden den anden, ikke os. Det vil dog kræve vold at bryde fri af dette “vi”. Det er omklamrende. Og det sætter på en irreterende skjult måde afsenderen for bordenden. Ydr!
  • “Sætte os ned” tager det fysiske ud af situationen, og det er også den mere eller mindre bevidste intention. Når man sidder ned, kan man ikke gøre så meget. Man bliver sat fast. Er mindre fysisk og kropslig. Førhen stod vi måske op, eller var i bevægelse, nu skal vi dæmpes. Det er en pacificering.
  • “Snakke” er også mindre fysisk, mere abstrakt og mindre kropsligt. Mere mentalt. En formulering af en ting er langt fra tingen i sig selv.
  • “En stille og rolig måde” Den form dræber det sidste saft og kraft i situationen, der måtte være tilbage efter vi blev tvunget os ned at sidde, og pressede bevidstheden op i en mental snakkende verden. Bare det at tro, at konflikter kan løses stille og roligt, det skriger til himlen. At skrige til himlen er jo faktisk en af de ting, man nede i sit dyb har lyst til i disse snakke. Dybest set vil vreden jo slet ikke have en form eller en måde. Det vil bare ud.

Hvis man sidder ned og snakker om tingene på en stille og rolig måde, kan der altså ikke komme ret meget vrede ud, og dermed går vreden nok heller ikke væk. Og så er situationen ikke løst.

Kan godt være, der er indgået store kompromiser, indrømmet nogle afgørende ting, set dybt i øjnene på den her måde. Men normalt og logisk set vil vreden forblive bagefter, hvis rammen er sådan her. Så jeg kan godt forstå, at mange går fra et møde, hvor man har “siddet ned og snakket om tingene på en stille og rolig måde”, stadigt lige frustrerede, oftest endnu mere.

Sådan håndterer vi vrede, oprørthed eller kamp.

Det er et stort problem med vores civilisation og civilisering i det hele taget, at vreden ikke må få luft, som den nu er. At den skal pakkes ind og dæmpes. At kroppen skal underkaste sig hovedet og vores store kræfter klemmes ud gennem en spalte på forsiden af vores hovede: munden.

Næste gang chefen spidst beder dig sætte dig ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde, burde du rejse dig, pege på hende og sige vredt: “Nej DU sætter dig ned og lytter til tingene, hvor DU opfører dig på en stille og rolig måde”, hvor efter du taler rent ud af posen, lige ned i hendes åbne ansigt, så hun for engangs skyld hører, hvad du siger – og føler vores vrede. Sikken lettelse.

Husk at rage alle tingene ned på gulvet, inden du går.

Der er heldigvis mange måder at få sin vrede ud på fysisk

Øvelser

Som jeg prøver at forklare i en anden artikel, så er vrede dybest set fysisk. Vrede vil helst være fysisk. Den vil helst ud fysisk. Det giver størst tilfredsstillelse og afløb. Faktisk kan man sige, at vrede ikke kan komme ud uden et fysisk udtryk.

Der er heldigvis mange måder at få sin vrede ud på fysisk, selvom vi lever i en kontrolleret og civiliseret verden, hvor der ikke er langt til andre mennesker, og det hele skal være rent og pænt:

  • Hugge brænde: Klassikeren. Skønt at drive øksen gennem træet.
  • Boksebold: Hvis du kan få den hængt op, skal der bare slås til.
  • Råbe og skrige: Det er meget normalt at have lyst til at råbe og skrige, når man skal have have vrede ud. Gerne samtidig med at man slår og/eller sparker, eller gør andet udadreagerende med kroppen. Der kan både være brug for at råbe konkrete ting ud, udstøde bandeord, men også komme med ordløse brøl og skrig.
  • Slåskamp: Find en god ven at slåsse med. Eller slås med din partner. Det er der mange, der får rigtig meget ud af.
  • Smække med låger eller døre: Hvis din krop ikke er i så god stand (ved kroniske smerter f.eks.) – eller du ikke lige har andet i din rækkevidde, så har du altid dørene og lågerne i dit hus. Køkkenlåger er gode. De kan give et ordentligt brag at blive smækket i, og kan typisk sagtens holde til det.
  • Smadre gammelt porcelæn: Kan fås ret billigt eller gratis. Typisk har man også noget liggende, der kan ofres. Svigermors gamle tekopper! Tag en kop og hamr den ned i et stengulv eller et badeværelsesgulv. Det kan give en meget stor forløsning. Gør det evt. i et hjørne af huset, i en brusekabine eller i et babybadekar, hvor skårene ikke spreder sig så langt ud, så er det nemmere at rydde op.
  • Tæve papkasser: Hvem har ikke nogle papkasser liggende? Hamr løs på dem med kæppe. De giver nogle store “dunk!” fra sig, når man slår dem i stykker.
  • Slå på træer: Det kan måske virke forkert at slå grene ind i levende træer, gør det evt på træ, der er faldet.
  • Bryde en væg ned: Hvis du alligevel skal have brudt en væg ned, eller en ven skal, så er det en gylden mulighed for at komme af med vrede. Her får man virkelig følelsen af reelt at smadre.
  • Slå og sparke i væg eller møbler: Mange vægge og møbler kan sagtens klare et spark eller et slag.
  • Bygge et hus i LEGO og smadre det: Måske lidt mere sofistikeret, men jeg kan huske, at jeg som dreng altid sluttede legene af med at smadre det, jeg havde bygget i LEGO. Og det kan være, man har bygget en model af noget, der betyder noget, sit hus fx, hvor det så giver endnu mere at få det smadret.
  • Knuse gamle vinduer ude i haven.
  • Hugge gamle havestole til pindebrænde eller plasticstumper.
  • Smid ting ud: Det kan virke banalt og for fornuftigt, men der kan faktisk være meget vrede i at kyle ting ud, der alligevel skal smides ud.

Generelt gælder det, at det skal være noget, der smadrer, brager, ødelægger, giver et stort rabalder og gerne synligt slår noget i stykker. Hvis det er andre personer, der står for skud, så husk at der skal typisk laves nogle regler.

Metoden skal helst ikke have andet formål end at få vreden ud. Det skal være et formål i sig selv. Og det skal være direkte. Og jo mere hands-on, manuelt og naturligt, jo bedre: Det er bedre at hugge et træ over med økse end at save det over med motorsav, som er en mere kontrolleret handling.

Jo hurtigere, jo mere direkte og jo mere “smadre”, der er over det, jo bedre.

Det skal bare ud!

Det er aldrig for sent at flippe ud

Vrede skal bare ud. Det lyder simpelt og banalt, og det er det også.

Det er sådan, det er. Vrede skal bare ud. Ud af munden, ud af kroppen, ud af hovedet, ud af bevidstheden, ud af verden, ud af livet.

Og det er aldrig for sent.

Men hvordan ud? Der er mange måder at forklare på, hvordan en følelse kommer “ud”. Det kan være afløb, afreaktion, tilfredsstillelse, gengæld eller udadreagering. Vi skal have lært at gøre den slags ting med vores vrede, på en måde der virker. Vi skal blive bedre til at give slip.

Når vrede kommer ud, går den væk, og afløses oftest af noget positivt. Af glæde, en god tomhed eller lettelse. En følelse af at et regnskab er gjort op, noget er færdigt. Og måske en mere neutral og motiveret tilgang til objektet for vreden – og resten af livet. Tilfredsstillende afløb for vreden kan også efterfølges af en anden negativ følelse, der ligeledes trænger til at komme ud, typisk ked-af-det-hed. Det er ret normalt. Så skal den også bare ud.

Det er det, der er målet, meningen med galskaben. At blive tømt og glad.

Og hvis det ikke sker, når du prøver at få din vrede ud, men du i stedet oplever at blive drænet, træt på den negative måde, eller endnu mere vred, så er det fordi, du ikke har fået følelsen ordenlig ud, som den gerne vil, som det er meningen med den.

Hvis du oplever dårlig samvittighed, frygt for konsekvenserne, usikkerhed omkring din opfattelse af dig selv, skam eller fortrydelse, efter du har fået din vrede ud – så er det desværre ret normalt. Sådan får de fleste det. Men det behøvede ikke være sådan. Det burde ikke være sådan.

Dette “bagslag”, disse følelser og tanker må dog gerne være der. Men de er typisk ikke rigtige, eller er fordrejede og overdrevne. Det er en del af beredskabet, der er designet til at holde vreden nede, så det ikke sker igen. Lige lovlig god opdragelse. Dvs dette efterspil, disse tanker kan måske sige os noget, der er værd at overveje, noget om hvad man kunne korrigere, men de skal ikke have lov at sige, at vreden og dens afløb er forkert.

Vi har et bæger inde i os, der bliver fyldt op hver gang, vi ikke kommer ordentlig ud med vores vrede, og det gør de fleste danskere sjældent. Og der er desuden svære, traumatiske situationer, som vækker megen vrede, der heller ikke kommer ud. Der er altså mange store og små begivenheder, der vækker vores vrede, men den kommer ikke ud, i stedet bygger den op inde i os. Vrede går aldrig væk.

Hvis den ikke må komme ud og tage ved de ting, der ikke er gode for os, går den ind og tager ved os indvendigt.

Det er her, “bægeret bliver fuldt” med tiden. Og fordi vrede er fysisk og destruktiv, får den fysisk destruktiv effekt inde i os, når den ikke kommer ud. Så gnaver, æder, dræner, brænder den os op indvendigt eller gør os fraværende, diffuse, grænseløse, mentale eller ligeglade – på den trælse måde.

Der kan selvfølgelig ske en indre transformation – det forudsætter bare et bevidst stykke arbejde. Så når den ikke kommer ud og væk, forbliver den inde og bliver destruktiv derinde i os. Vi får med tiden en mørk sjæl.

Men det er aldrig for sent at begynde at tømme bægeret.

Billedet med det fyldte bæger er også en beskrivelse på de udsving i vrede, som mange oplever: At de faktisk svinger mellem stilstand og at gå amok. Her tror vi, problemet er, at vi går amok, men problemet er stilstanden, kontrollen, imellem amokløbene. At vi ikke løbende får ventileret.

Og hvordan gør man så det? Hvordan får man sin vrede ud? Er der dårlige, gode og bedre måder at gøre det på? Jeg vil lægge artikler op om det, her, så se andetsteds på siden efter det.

Vrede er egentlig bare til for at sætte grænser

Dejligt at noget så vanskeligt har en mening

Man kan sige, at vrede dybest set “bare” er til at sætte grænser med.

Så når vi bliver vrede, er det fordi en grænse er overskredet, eller en grænse mangler at blive sat. Vreden er så den kraft, der skal til for at sige stop, sige fra eller sige til. Få gjort det der skal gøres.

Grænser kan sættes på mange måder, med mange udtryk. Det gode gamle ord “Stop”, er et af de bedste til at sætte grænser med. Et andet godt ord er “Nej”. Nej er en hel sætning! Der behøves ikke nær så meget forklaring, undskyldning eller redegørelse, som vi tror. Der er ikke noget at undskylde. 

Generelt gælder det, at man melder ud, hvor ens egen grænse går, uden at vurdere modpartens handlinger eller intentioner. Det behøves faktisk ikke.

Dvs. det er det, vi skal lære: At sætte vores egne grænser, uden at overskride andres i samme sekund. 

Så vrede er ikke til for at ødelægge vores liv, eller gøre skade på andre, eller forpeste vores samarbejde, eller forgifte stemningen. Det skal bare sætte grænser.

Og det er der meget tit brug for. Flere gange om dagen bliver vores grænser overskredet, vi bliver misforstået, vi bliver trætte af noget, eller vi har brug for at overvinde en forhindring for at komme videre. Folk og ting har det med at brede sig eller stå i vejen.

Hermed har vreden et formål, og den kommer tilmed med lige præcis den kraft, der skal til for at sætte grænsen. Vi kan tit tænke, at vreden er for stor. Blive overrasket. Eller omgivelserne bliver. Men som sagt har vreden altid den rette størrelse, når der skal sættes en grænse. Det er som om, vores instinkt lynhurtigt og korrekt vurderer forhindringen foran os, og vækker det rette mål af følelse: Hvis det er en mindre ting, føles det som en lettere irritation, og deri ligger så det drive, der skal bruges for at melde noget ud. Hvis det er en stor grænse, vil der melde sig en kraftig vrede, der lige præcis har den størrelse, der skal til for at sætte den grænse. Hvis 10 personer på ens arbejdsplads på forskellig vis, og sammen, har gjort noget forkert ved dig, bliver du vred nok til at skulle markere det overfor 10 personer. Meget vred. Hvis det er en kammerat, der skubber lidt til dig, bliver du irriteret, og den irritation driver et “stop så!”.

Når en grænse “over-sættes”, dvs. der bliver sagt for meget fra, eller for hårdt stop, eller en baby skylles ud med badevandet, så er det ofte fordi, det ikke er første gang, grænsen overskrides, og det flere gange tidligere ikke er blevet tilstrækkeligt markeret. Der er sparet op til en grænsesættelse. Det er desværre oftest sådan, vi ser det gjort, fordi vi ikke er gode nok til løbende at justere, korrigere og markere. Pludselig en dag sætter vi en stor grænse, ud af det blå, “hvor kom det fra?!”. Hvis man er utilfreds i sit parforhold – hvad enten det er ransagelige eller uransagelige årsager – og ikke siger det, ikke siger fra, så bygger man i stedet op til en stor grænsesættelse en skønne dag: Den voldsomme overfusning eller skilsmissen.

Hvis vi omtaler vrede, som noget der blot skal bruges til at sætte grænser med, tager vi også noget af det farlige, ubehagelige eller forkerte fra vreden, som den uretmæssigt ofte bliver tildelt. Det er jo en god og vigtig ting at sætte grænser. Nå, det er bare det, den er til.

Og her har vi så også løsningen på grænseløshed. Dvs. ting, situationer eller mennesker der er udflydende, grænseoverskridende, eller invaderende. Der skal sættes en grænse.

Dejligt at noget så vanskeligt i vores liv som vores vrede, har mening og formål.

Nej, der er ikke noget bagved vreden

Det er ikke sårbarhed, skam eller skyld, der gør dig vred. Du er bare vred.

Jeg hører ofte, at folk leder efter, hvad der ligger bag deres vrede. Eller min. “Jeg kan godt forstå, du er vred, men du er jo i virkeligheden ked af det”. “Når du så tit er vred, er det fordi, du skal passe bedre på din sårbarhed”. “Prøv drop al den vrede, og fortæl mig hvad du skammer dig over”.

Man kan også støde på det i professionelle sammenhænge, at vrede skal løses ved at finde ud af, hvad der ligger bag. At der altid ligger noget bag.  Ofte ting som afmagt, skyld, skam, ked-af-det-hed eller sårbarhed. Eller at vrede dybest set altid kun er rettet mod én selv. Der er endda visse teoriretninger, der har det som grundsætning. Nærmest som en ny slags arvesynd, der skaber vores vrede.

Næ, sådan er det ikke. Jeg er uenig.

Den holdning at der principielt altid ligger en dybere årsag bag vreden, er en skjult skygge på vreden. En modstand på vreden. En devaluering og tilsidesættelse af vreden. 

Der kan selvfølgelig i visse tilfælde være en anden og dybere problematik bagved vreden. Dvs for nogle mennesker i nogle situationer kan det selvfølgelig være rigtigt, men ikke altid, ikke som princip.

En anden medvirkende faktor til at vi ofte ryger i den her misforståelse er at vreden ofte vil følges af andre følelser, især ked-af-det-hed. Som ligestillede tilstande, der dog skal håndteres hver for sig. Men her kan man altså alt ofte ryge i, at ked-af-det-heden overtager. Man begynder at græde, når man skulle have skældt ud, og bliver dermed kraftesløs. Eller at omgivelserne mærker det, og kun vil snakke om ked-af-det-heden. Det er det eneste, man ser.

Det er at nedgøre og rangere vrede lavere. Det er at gøre vrede til et overfladisk problem. Det er at sige, at der bag et kraftfuldt udtryk altid er noget svaghed. Eller at der altid er en følelse af utilstrækkelighed, uduelighed, uformåen bag vreden, og at det skal ses på i stedet for vreden. Hvorfor skal styrke altid gå hånd i hånd med svaghed, endda på den måde, at svagheden er den primære årsag og styrken er en sekundær effekt? Hvorfor kan vi ikke bare have styrke? Hvorfor skal det svækkes?

Det der er pakket ind som en slags hjælp eller rækken ud, et forsøg på løsning, er i virkeligheden dybest set en del af problemet. Med den holdning tager man vreden væk. At altid lede efter afmagt bagved vrede giver mere afmagt. At altid leder efter en skam bagved vreden, fastholder skammen. Så kan man ligeså godt sige, at bag noget potent er der altid noget stækket. Så kan ingen faktisk være potente, og menneskeheden ville gå under.

Man bliver vred.

Det er ligesom de der gamle kønsrollemønstre, hvor man siger, at der står en kvinde bag hver mand: Det er både at sige, at han ikke er noget i sig selv, at diskvalificere ham og gøre ham mindre seriøs. Og det er måske umiddelbart et forsøg på at ophøje kvinden, at give hende status, men i virkeligheden får det en negativ effekt for hende, for hun vil således altid skulle stå bagved og ikke i forgrunden. Begge har tabt i sådan en polarisering.

Der er ikke noget bagved din vrede. Du er vred.

Den hemmelige dagbog

Øvelse

Denne øvelse handler om at give vreden et frirum, et sted hvor den kan komme ud.

Selvom vrede grundlæggende er noget fysisk, kan man faktisk nå langt med at skrive den ud. Det kan især være godt for dem, der “lige er gået igang”, eller hvis det er meget svære ting, der skal ud, og der ikke findes nogen i omgivelserne, der kan hjælpe med det.

Find en dagbog at skrive i. Hver aften inden du går i seng, tager du den “hemmelige sorte bog” frem fra skuffen i dit natbord. Slå op på en blank side, og sæt timeren på din smartphone til 20 minutter.

Prøv nu at opliste alt det, du har været vred over i dag. Det kan enten være vrede over ting, der er sket idag, eller gammel vrede, du er kommet i tanker om i dag.

Herefter vælger du en af dem, og besvarer spørgsmålet: “Hvis jeg skulle have alt den vrede ud på én gang, hvad skulle jeg så gøre?” – husk på det vil typisk være ret voldsomt. Kun fantasien sætter grænser. Du kan skrive lige det, du vil, ingen får det nogensinde at læse. Det er du i hvert fald herre over.

Når timeren ringer, eller du har skrevet al din vrede ud, så lukker du bogen i, lægger den i skuffen, og tænker først på det næste aften.

Den øvelse kan også hjælpe dig i løbet af dagen på den måde, at hver gang du bliver vred, så husk på at du kan få afløb for det, i fred og ro med dig selv om aftenen ved sengetid, når du laver skriveøvelsen igen.

Det skal være et fast punkt på dagsprogrammet. Det kan selvfølgelig ligge på et andet fast tidspunkt i løbet af dagen eller ugen. Bare der er en fast aftale, du overholder, en disciplin omkring det.

Det kan også være, når du rent faktisk bliver vred i løbet af dagen, at du sætter dig ned og gør det, eller nogle af gangene, det sker. Bare det på en eller anden måde bliver en fast indarbejdet håndtering af vrede. Så kan dit nervesystem falde lidt til ro, for det ved, at tingene bliver håndteret på en eller anden forudsigelig måde, trygt og på et tidspunkt.

Vrede er fysisk, destruktiv, ukontrolleret og irrationel

Vredens 4 karakteristika

Vrede er en naturlig følelse og kan siges at have 4 karakteristika: Det er fysisk, destruktivt, ukontrolleret og irrationelt. Det kan selvfølgelig siges at have flere eller andre karakteristika, som f.eks. at det er spontant, direkte eller hensynsløst, men det er de 4 karakteristika, jeg arbejder med. Det giver en god forståelse.

Sådan er vrede bare, det kan der ikke laves om på. Det har det altid været, og det vil det altid være. Det er os, der ikke vil have, at vreden er som den er, det er os, der vil lave den om. Det er os, der gør den til et hittebarn, der opfører sig vanskeligt.

Disse 4 karakteristika er også retningsgivende for, hvordan vrede helst vil ud. Og det vil vrede og andre følelser i øvrigt. De vil ud! Jo mere et vredesudtryk har en eller flere af disse karakteristika, jo mere “ren” er vreden, jo mere kommer den ud, jo mere tilfredshed giver det og jo mere afløb får man. Så jo mere fysisk og destruktivt, man kan få sin vrede ud, jo bedre. Og det er umiddelbart ikke særlig muligt, samtidig med man heller ikke vil have, at den er sådan.

Så hvis et udtryk for vreden er fysisk og destruktiv, føler vreden, at den kommer ud. Og hvis det også kan foregå ukontrolleret og irrationelt, er det endnu bedre.

Når jeg introducerer de 4 karakteristika for patienter, kan de måske langt ud i teorien godt genkende, at vrede er sådan, men bare ordet vrede og ydermere destruktiv og ukontrolleret, får de fleste til at stejle. Sådan noget rummer de i hvert fald ikke. “Jeg prøver jo altid at sige tingene på en pæn måde”, fortæller klienterne. De fleste er kommet meget langt bort fra noget af det mest naturlige i os, en simpel følelse. Det er næsten som hvis folk har glemt, hvad det vil sige at trække vejret.

Et vredesudtryk, der er fysisk, men hverken destruktivt, ukontrolleret eller irrationelt, er f.eks. sport. Mange føler, de kommer af med vrede og aggression på motionscyklen, løbeturen eller stepmaskinen. De føler, de får afløb, får tømt hovedet, bliver forfrisket, kommer af med noget. Men en løbetur er ikke ukontrolleret, irrationel eller destruktiv, tværtimod. Det er en meget rationel og decideret smart handling. Der er meget kontrol i en løbetur, det er næsten kun trafiklysene på vejen, som man ikke har kontrol over. Derfor er det en ret “tynd”, indirekte måde at få sin vrede ud på. Det er ikke direkte afløb, det er ikke så tilfredsstillende. Som at dyrke sex med et meget tykt kondom på. Og hvis sportsudøvelsen er drevet af vrede, vil den ofte få karakter af selv-afstraffelse eller at tæske løs på sin krop. Det vil sige, at vredens destruktivitet viser sig som selvdestruktivitet.

Når klienter fastholder motion og sport som måden at få sin vrede ud på, sammenligner jeg ofte det med den rene vare: Forestil dig, at du gik ind på din chefs kontor og slog ham lige i hovedet, hvorefter du rydder hans skrivebord på gulvet, går derfra og smækker med døren i et ordentligt brag. Vil det ikke være mere tilfredsstillende end at tage hjem og cykle 30 km? Jo, det vil de fleste nok sige. Og så vil de straks sige, at det må man jo ikke, og det ville give en masse negative konsekvenser, man ville få en masse dårlig samvittighed og komme i fængsel. Det er selvfølgelig rigtigt, og du skal ikke gøre det, blot forestille dig det. Men der er meget modstand på i det hele taget at forestille sig, hvad ens vrede har lyst til. Den har lyst til en fysisk handling, der eksemplet med chefen er mere ukontrolleret, irrationel og destruktiv end 30 km på cykel.

Så når din vrede skal ud, skal du gøre det med et vredesudtryk der opfylder de 4 kriterier – uden at blive kriminel og uden at øve fysisk eller følelsesmæssig skade på andre. Det er faktisk muligt, og teksten her vil vise hvordan.