Jeg hører ofte, at folk leder efter, hvad der ligger bag deres vrede. Eller min. “Jeg kan godt forstå, du er vred, men du er jo i virkeligheden ked af det”. “Når du så tit er vred, er det fordi, du skal passe bedre på din sårbarhed”. “Prøv drop al den vrede, og fortæl mig hvad du skammer dig over”.
Man kan også støde på det i professionelle sammenhænge, at vrede skal løses ved at finde ud af, hvad der ligger bag. At der altid ligger noget bag. Ofte ting som afmagt, skyld, skam, ked-af-det-hed eller sårbarhed. Eller at vrede dybest set altid kun er rettet mod én selv. Der er endda visse teoriretninger, der har det som grundsætning. Nærmest som en ny slags arvesynd, der skaber vores vrede.
Næ, sådan er det ikke. Jeg er uenig.
Den holdning at der principielt altid ligger en dybere årsag bag vreden, er en skjult skygge på vreden. En modstand på vreden. En devaluering og tilsidesættelse af vreden.
Der kan selvfølgelig i visse tilfælde være en anden og dybere problematik bagved vreden. Dvs for nogle mennesker i nogle situationer kan det selvfølgelig være rigtigt, men ikke altid, ikke som princip.
En anden medvirkende faktor til at vi ofte ryger i den her misforståelse er at vreden ofte vil følges af andre følelser, især ked-af-det-hed. Som ligestillede tilstande, der dog skal håndteres hver for sig. Men her kan man altså alt ofte ryge i, at ked-af-det-heden overtager. Man begynder at græde, når man skulle have skældt ud, og bliver dermed kraftesløs. Eller at omgivelserne mærker det, og kun vil snakke om ked-af-det-heden. Det er det eneste, man ser.
Det er at nedgøre og rangere vrede lavere. Det er at gøre vrede til et overfladisk problem. Det er at sige, at der bag et kraftfuldt udtryk altid er noget svaghed. Eller at der altid er en følelse af utilstrækkelighed, uduelighed, uformåen bag vreden, og at det skal ses på i stedet for vreden. Hvorfor skal styrke altid gå hånd i hånd med svaghed, endda på den måde, at svagheden er den primære årsag og styrken er en sekundær effekt? Hvorfor kan vi ikke bare have styrke? Hvorfor skal det svækkes?
Det der er pakket ind som en slags hjælp eller rækken ud, et forsøg på løsning, er i virkeligheden dybest set en del af problemet. Med den holdning tager man vreden væk. At altid lede efter afmagt bagved vrede giver mere afmagt. At altid leder efter en skam bagved vreden, fastholder skammen. Så kan man ligeså godt sige, at bag noget potent er der altid noget stækket. Så kan ingen faktisk være potente, og menneskeheden ville gå under.
Man bliver vred.
Det er ligesom de der gamle kønsrollemønstre, hvor man siger, at der står en kvinde bag hver mand: Det er både at sige, at han ikke er noget i sig selv, at diskvalificere ham og gøre ham mindre seriøs. Og det er måske umiddelbart et forsøg på at ophøje kvinden, at give hende status, men i virkeligheden får det en negativ effekt for hende, for hun vil således altid skulle stå bagved og ikke i forgrunden. Begge har tabt i sådan en polarisering.
Der er ikke noget bagved din vrede. Du er vred.