Denne øvelse handler om at give vreden et frirum, et sted hvor den kan komme ud.
Selvom vrede grundlæggende er noget fysisk, kan man faktisk nå langt med at skrive den ud. Det kan især være godt for dem, der “lige er gået igang”, eller hvis det er meget svære ting, der skal ud, og der ikke findes nogen i omgivelserne, der kan hjælpe med det.
Find en dagbog at skrive i. Hver aften inden du går i seng, tager du den “hemmelige sorte bog” frem fra skuffen i dit natbord. Slå op på en blank side, og sæt timeren på din smartphone til 20 minutter.
Prøv nu at opliste alt det, du har været vred over i dag. Det kan enten være vrede over ting, der er sket idag, eller gammel vrede, du er kommet i tanker om i dag.
Herefter vælger du en af dem, og besvarer spørgsmålet: “Hvis jeg skulle have alt den vrede ud på én gang, hvad skulle jeg så gøre?” – husk på det vil typisk være ret voldsomt. Kun fantasien sætter grænser. Du kan skrive lige det, du vil, ingen får det nogensinde at læse. Det er du i hvert fald herre over.
Når timeren ringer, eller du har skrevet al din vrede ud, så lukker du bogen i, lægger den i skuffen, og tænker først på det næste aften.
Den øvelse kan også hjælpe dig i løbet af dagen på den måde, at hver gang du bliver vred, så husk på at du kan få afløb for det, i fred og ro med dig selv om aftenen ved sengetid, når du laver skriveøvelsen igen.
Det skal være et fast punkt på dagsprogrammet. Det kan selvfølgelig ligge på et andet fast tidspunkt i løbet af dagen eller ugen. Bare der er en fast aftale, du overholder, en disciplin omkring det.
Det kan også være, når du rent faktisk bliver vred i løbet af dagen, at du sætter dig ned og gør det, eller nogle af gangene, det sker. Bare det på en eller anden måde bliver en fast indarbejdet håndtering af vrede. Så kan dit nervesystem falde lidt til ro, for det ved, at tingene bliver håndteret på en eller anden forudsigelig måde, trygt og på et tidspunkt.