Når jeg hjælper klienter med at komme ud med vrede, giver det lettelse, ro, befrielse, forløsning, friere vejrtrækning, og mindre tyngede skuldre. Det giver en følelse af at have fået afløb. Det giver overskud. Man føler sig renset. Og får en følelse af at have taget magten over eget liv, at have magt i stedet for afmagt, at tage magten tilbage. En følelse af at blive mere voksen, men også som barn igen. Det giver en følelse af et regnskab, der er gjort op, en følelse af at stå lige igen, at have fået tilstrækkelig hævn, at få lært sit vredesobjekt, hvad det skal lære. Man kan føle, at tavlen er visket ren, at der nu kan skrives et nyt kapitel, startes forfra, eller at livet begynder nu – for første gang. Det motiverer til tilgivelse. Og giver en følelse af at der ingen vej er tilbage, selvom man realistisk set kan komme til at falde i igen, nu går det fremad. Det giver en uendelig adskillelse, en total neutralitet, en klar nøgternhed. En lyst til at leve med det der er. Det er en følelse af, at fortiden nu kan glemmes, lægges på hylden, forsvinder, er slettet. Der er ikke noget, der dræner, æder, river, flår, udmarver eller forvirrer dig mere. Det giver tavshed. Jeg er blevet hørt, nu behøver vi ikke snakke om det mere, der er ikke mere at snakke om. Afslutning. End of story. Det giver en lyst til at begynde at sige meget mere. Tågen letter. Det giver selvstændighed, empowerment, modenhed, balance. En styrkelse og parathed til de udfordringer, livet måtte give fremover. Det giver autoritet, stolthed, grounding og mening. Det giver en følelse af tilfredshed, balance og realisme. Man bliver afstresset. Man bliver kærlig. Og får en stor glæde, motivation og livskraft. Man kan sove igen.
Det kan godt være, at det ikke mærkes, mens man er ved at få sin vrede ud. Eller mens man siger fra, mens man gør op med noget, der ikke er godt for én. Eller mens man skælder ud. Men bagefter kan man.
Det forudsætter “bare”, at man er parat til at gå linen ud. Tage sin vrede i hånden og lade den føre én helt ud i de vilde afkroge af bevidstheden, som den har lyst til. Helst på en civiliseret måde selvfølgelig. Faktisk tror jeg ikke, man får sin vrede ud, hvis ikke det sker på en civiliseret, bevidst – man kunne sige kærlig – måde. Når du tillader dig selv at lade dig føre helt derud, hvor du mærker lysten til at at slå ihjel – eller det der er værre, så lander du godt i dig selv bagefter. Hjem, ud og hjem igen.
Herefter er vreden kommet for at blive.