Man kan sige, at vrede dybest set “bare” er til at sætte grænser med.
Så når vi bliver vrede, er det fordi en grænse er overskredet, eller en grænse mangler at blive sat. Vreden er så den kraft, der skal til for at sige stop, sige fra eller sige til. Få gjort det der skal gøres.
Grænser kan sættes på mange måder, med mange udtryk. Det gode gamle ord “Stop”, er et af de bedste til at sætte grænser med. Et andet godt ord er “Nej”. Nej er en hel sætning! Der behøves ikke nær så meget forklaring, undskyldning eller redegørelse, som vi tror. Der er ikke noget at undskylde.
Generelt gælder det, at man melder ud, hvor ens egen grænse går, uden at vurdere modpartens handlinger eller intentioner. Det behøves faktisk ikke.
Dvs. det er det, vi skal lære: At sætte vores egne grænser, uden at overskride andres i samme sekund.
Så vrede er ikke til for at ødelægge vores liv, eller gøre skade på andre, eller forpeste vores samarbejde, eller forgifte stemningen. Det skal bare sætte grænser.
Og det er der meget tit brug for. Flere gange om dagen bliver vores grænser overskredet, vi bliver misforstået, vi bliver trætte af noget, eller vi har brug for at overvinde en forhindring for at komme videre. Folk og ting har det med at brede sig eller stå i vejen.
Hermed har vreden et formål, og den kommer tilmed med lige præcis den kraft, der skal til for at sætte grænsen. Vi kan tit tænke, at vreden er for stor. Blive overrasket. Eller omgivelserne bliver. Men som sagt har vreden altid den rette størrelse, når der skal sættes en grænse. Det er som om, vores instinkt lynhurtigt og korrekt vurderer forhindringen foran os, og vækker det rette mål af følelse: Hvis det er en mindre ting, føles det som en lettere irritation, og deri ligger så det drive, der skal bruges for at melde noget ud. Hvis det er en stor grænse, vil der melde sig en kraftig vrede, der lige præcis har den størrelse, der skal til for at sætte den grænse. Hvis 10 personer på ens arbejdsplads på forskellig vis, og sammen, har gjort noget forkert ved dig, bliver du vred nok til at skulle markere det overfor 10 personer. Meget vred. Hvis det er en kammerat, der skubber lidt til dig, bliver du irriteret, og den irritation driver et “stop så!”.
Når en grænse “over-sættes”, dvs. der bliver sagt for meget fra, eller for hårdt stop, eller en baby skylles ud med badevandet, så er det ofte fordi, det ikke er første gang, grænsen overskrides, og det flere gange tidligere ikke er blevet tilstrækkeligt markeret. Der er sparet op til en grænsesættelse. Det er desværre oftest sådan, vi ser det gjort, fordi vi ikke er gode nok til løbende at justere, korrigere og markere. Pludselig en dag sætter vi en stor grænse, ud af det blå, “hvor kom det fra?!”. Hvis man er utilfreds i sit parforhold – hvad enten det er ransagelige eller uransagelige årsager – og ikke siger det, ikke siger fra, så bygger man i stedet op til en stor grænsesættelse en skønne dag: Den voldsomme overfusning eller skilsmissen.
Hvis vi omtaler vrede, som noget der blot skal bruges til at sætte grænser med, tager vi også noget af det farlige, ubehagelige eller forkerte fra vreden, som den uretmæssigt ofte bliver tildelt. Det er jo en god og vigtig ting at sætte grænser. Nå, det er bare det, den er til.
Og her har vi så også løsningen på grænseløshed. Dvs. ting, situationer eller mennesker der er udflydende, grænseoverskridende, eller invaderende. Der skal sættes en grænse.
Dejligt at noget så vanskeligt i vores liv som vores vrede, har mening og formål.