Det skal bare ud!

Det er aldrig for sent at flippe ud

Vrede skal bare ud. Det lyder simpelt og banalt, og det er det også.

Det er sådan, det er. Vrede skal bare ud. Ud af munden, ud af kroppen, ud af hovedet, ud af bevidstheden, ud af verden, ud af livet.

Og det er aldrig for sent.

Men hvordan ud? Der er mange måder at forklare på, hvordan en følelse kommer “ud”. Det kan være afløb, afreaktion, tilfredsstillelse, gengæld eller udadreagering. Vi skal have lært at gøre den slags ting med vores vrede, på en måde der virker. Vi skal blive bedre til at give slip.

Når vrede kommer ud, går den væk, og afløses oftest af noget positivt. Af glæde, en god tomhed eller lettelse. En følelse af at et regnskab er gjort op, noget er færdigt. Og måske en mere neutral og motiveret tilgang til objektet for vreden – og resten af livet. Tilfredsstillende afløb for vreden kan også efterfølges af en anden negativ følelse, der ligeledes trænger til at komme ud, typisk ked-af-det-hed. Det er ret normalt. Så skal den også bare ud.

Det er det, der er målet, meningen med galskaben. At blive tømt og glad.

Og hvis det ikke sker, når du prøver at få din vrede ud, men du i stedet oplever at blive drænet, træt på den negative måde, eller endnu mere vred, så er det fordi, du ikke har fået følelsen ordenlig ud, som den gerne vil, som det er meningen med den.

Hvis du oplever dårlig samvittighed, frygt for konsekvenserne, usikkerhed omkring din opfattelse af dig selv, skam eller fortrydelse, efter du har fået din vrede ud – så er det desværre ret normalt. Sådan får de fleste det. Men det behøvede ikke være sådan. Det burde ikke være sådan.

Dette “bagslag”, disse følelser og tanker må dog gerne være der. Men de er typisk ikke rigtige, eller er fordrejede og overdrevne. Det er en del af beredskabet, der er designet til at holde vreden nede, så det ikke sker igen. Lige lovlig god opdragelse. Dvs dette efterspil, disse tanker kan måske sige os noget, der er værd at overveje, noget om hvad man kunne korrigere, men de skal ikke have lov at sige, at vreden og dens afløb er forkert.

Vi har et bæger inde i os, der bliver fyldt op hver gang, vi ikke kommer ordentlig ud med vores vrede, og det gør de fleste danskere sjældent. Og der er desuden svære, traumatiske situationer, som vækker megen vrede, der heller ikke kommer ud. Der er altså mange store og små begivenheder, der vækker vores vrede, men den kommer ikke ud, i stedet bygger den op inde i os. Vrede går aldrig væk.

Hvis den ikke må komme ud og tage ved de ting, der ikke er gode for os, går den ind og tager ved os indvendigt.

Det er her, “bægeret bliver fuldt” med tiden. Og fordi vrede er fysisk og destruktiv, får den fysisk destruktiv effekt inde i os, når den ikke kommer ud. Så gnaver, æder, dræner, brænder den os op indvendigt eller gør os fraværende, diffuse, grænseløse, mentale eller ligeglade – på den trælse måde.

Der kan selvfølgelig ske en indre transformation – det forudsætter bare et bevidst stykke arbejde. Så når den ikke kommer ud og væk, forbliver den inde og bliver destruktiv derinde i os. Vi får med tiden en mørk sjæl.

Men det er aldrig for sent at begynde at tømme bægeret.

Billedet med det fyldte bæger er også en beskrivelse på de udsving i vrede, som mange oplever: At de faktisk svinger mellem stilstand og at gå amok. Her tror vi, problemet er, at vi går amok, men problemet er stilstanden, kontrollen, imellem amokløbene. At vi ikke løbende får ventileret.

Og hvordan gør man så det? Hvordan får man sin vrede ud? Er der dårlige, gode og bedre måder at gøre det på? Jeg vil lægge artikler op om det, her, så se andetsteds på siden efter det.