Nu må vi sætte os ned og tale om tingene på en stille og rolig måde – til vi dør af det

Almindelig konflikthåndtering er en dræber

Når vi endelig tager os sammen til at tage en konfrontation eller håndtere en konflikt, vil vi helst “sætte os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde”. Uanset om vi så kvæles i det…

Det der brager løs inde i os, skal ordnes “fornuftigt”, fredeligt, civiliseret, roligt, uden vreden tager over. Faktisk uden den er der. For ingen må blive kede af det. Og nedenunder brager og brøler vreden mellem os, usagt og ustyligt.

Kunne vi dog ikke bare engang imellem, tage vores konflikter med hinanden ved at “Rejse os op, og råbe tingene ensidigt ud som gale, på en vanvittig og hensynsløs måde?”

Både ledere, forældre, partnere, kolleger eller samarbejdspartnere vil ofte foreslå at “vi sætter os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde”, og det gør vi foruroligende nok også selv.

Men det kunne nærmest ikke være mere forkert.

For at “sætte sig ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde” opfylder ingen af de 4 kriterier for vrede, og strider faktisk imod dem alle. Det der skulle være et forum for vreden, er en lukning for den: Det er hverken fysisk, destruktivt, ukontrolleret eller irrationelt, men det modsatte: mentalt, konstruktivt, kontrolleret og rationelt.

Disse siddende snakke virker derfor ofte ikke, vi bliver bare mere vrede. Og alligevel er det vores højeste form for konflikthåndtering, ude og hjemme. Det er sådan, vi forestiller os Guderne i det høje sidder på deres skyer og taler højttideligt og avanceret om konflikter og uenighed. Det er vores paradis.

Jeg har hørt sætningen så tit, at jeg tænker, nu må der gøres noget ved den.

Lad os f.eks. prøve noget sætningsanalyse på “Nu må vi sætte os ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde” – uden jeg egentlig ved, hvad sætningsanalyse indebærer: Næsten alle dele af sætningen er kontraproduktive. Både “Nu må vi”, “sætte os ned”, “snakke” og “stille og rolig måde”, giver flere problemer end de løser.

  • “Nu må vi” er som SOSU-assistenten, der siger med pyntet kommandotone “Så Petra, nu skal VI i bad”. Det løber én ned af ryggen. Dette “Vi” er i virkeligheden den anden, ikke os. Det vil dog kræve vold at bryde fri af dette “vi”. Det er omklamrende. Og det sætter på en irreterende skjult måde afsenderen for bordenden. Ydr!
  • “Sætte os ned” tager det fysiske ud af situationen, og det er også den mere eller mindre bevidste intention. Når man sidder ned, kan man ikke gøre så meget. Man bliver sat fast. Er mindre fysisk og kropslig. Førhen stod vi måske op, eller var i bevægelse, nu skal vi dæmpes. Det er en pacificering.
  • “Snakke” er også mindre fysisk, mere abstrakt og mindre kropsligt. Mere mentalt. En formulering af en ting er langt fra tingen i sig selv.
  • “En stille og rolig måde” Den form dræber det sidste saft og kraft i situationen, der måtte være tilbage efter vi blev tvunget os ned at sidde, og pressede bevidstheden op i en mental snakkende verden. Bare det at tro, at konflikter kan løses stille og roligt, det skriger til himlen. At skrige til himlen er jo faktisk en af de ting, man nede i sit dyb har lyst til i disse snakke. Dybest set vil vreden jo slet ikke have en form eller en måde. Det vil bare ud.

Hvis man sidder ned og snakker om tingene på en stille og rolig måde, kan der altså ikke komme ret meget vrede ud, og dermed går vreden nok heller ikke væk. Og så er situationen ikke løst.

Kan godt være, der er indgået store kompromiser, indrømmet nogle afgørende ting, set dybt i øjnene på den her måde. Men normalt og logisk set vil vreden forblive bagefter, hvis rammen er sådan her. Så jeg kan godt forstå, at mange går fra et møde, hvor man har “siddet ned og snakket om tingene på en stille og rolig måde”, stadigt lige frustrerede, oftest endnu mere.

Sådan håndterer vi vrede, oprørthed eller kamp.

Det er et stort problem med vores civilisation og civilisering i det hele taget, at vreden ikke må få luft, som den nu er. At den skal pakkes ind og dæmpes. At kroppen skal underkaste sig hovedet og vores store kræfter klemmes ud gennem en spalte på forsiden af vores hovede: munden.

Næste gang chefen spidst beder dig sætte dig ned og snakke om tingene på en stille og rolig måde, burde du rejse dig, pege på hende og sige vredt: “Nej DU sætter dig ned og lytter til tingene, hvor DU opfører dig på en stille og rolig måde”, hvor efter du taler rent ud af posen, lige ned i hendes åbne ansigt, så hun for engangs skyld hører, hvad du siger – og føler vores vrede. Sikken lettelse.

Husk at rage alle tingene ned på gulvet, inden du går.