Visualisering af vreden

Den menneskelige forestillingsevne har utrolige kræfter

Vi vil kun have med vrede at gøre på en civiliseret måde. Vrede skal kunne formuleres med ord og siges pænt, så ingen bliver kede af det.

Selvom man måske er nået så langt som til at opdage, at man har et problem med vrede, skal arbejdet passe ind i hverdagen og en normal levevis. Vreden skal kunne tages med et hurtigt fix. Og vi vil have redskaber!

Selvom disse krav og begrænsninger får hårene til at rejse sig på mig, og gør mig vred(!), har jeg faktisk et redskab, der virker sådan. Hurtigt, effektivt og civiliseret. Visualisering.

Og så skal jeg skynde mig at sige, at det ikke er mit. Jeg har lånt det fra ISTDP-psykoterapien, og visualisering er en udbredt teknik i psykologien, bla. indenfor arbejde med følelser, angst og i præstationspsykologi.

Hvad går det ud på? Det kan virke meget banalt. Det går simpelthen ud på at forestille sig og formulere ens vrede, som den reelt ser ud. Normalt formulerer jeg det sådan her: “Prøv at forestille dig, at du skulle have al din vrede ud på én gang, og du kunne gøre lige, hvad du har lyst til, uden konsekvenser. Enten lige nu eller senere idag?”. Jeg kan også sige: “Hvad har vreden lyst til?”, “Hvad vil tilfredsstille din vrede?”.

Bum. De bliver helt tavse.

Visualiseringen har faktisk 3 stadier:

1) Hvad skulle du gøre, hvis du skulle have al din vrede ud på én gang?
2) Hvor meget og hvor længe, og hvad, skulle der til, for at du får AL din vrede ud.
3) Hvad sker der bagefter?

Det man visualiserer vil oftest være meget fysisk, destruktivt, ukontrolleret og irrationelt. De 4 karakteristika beskrevet andetsteds på hjemmesiden.

Jeg vil her kun give nogle milde eksempler. For det er voldsomme beretninger, når de står “uledsagede” sort på hvidt:

1) “Jeg har lyst til at give min tidligere chef en lussing”
2) “Jeg vil fortsætte med det flere gange, mens jeg råber alle de ting, jeg er vred på ham over, indtil han bliver helt tavs og stille”
3) “Jeg vil lade ham sidde der, og bare gå derfra. Bagefter har jeg en følelse af lettelse, og at regnskabet er gjort op. Jeg vil kunne se på de problemer, han har været medskyldig i, på en ny måde, starte forfra. Jeg kan trække vejret friere. Jeg føler mig fri”

1) “Jeg går ned til jobcentret, bryder døren ind til min sagsbehandler, og mens jeg råber af hende, rydder jeg alt det, der står på hendes bord, på gulvet”
2) “Jeg vil råbe det hele ud, alt det jeg er vred over, og så gå min vej, mens jeg smækker med døren”
3) “Bagefter vil jeg være mere rolig, og kunne komme tilbage, sætte mig ned og samarbejde stille og roligt med hende”.

1) “Jeg binder alle mine klassekammerater til stole, og knebler dem så de ikke kan svare igen. Så stiller jeg mig op på en kasse og råber ud over dem, at de er tåbelige, dumme, forsimplede, indsnævrede – og at de kan rende mig i røven! Herefter går jeg rundt til dem hver især og siger, hvad jeg mener om dem”
2) “Når jeg har været hele vejen rundt, går jeg bare derfra, så kan de sidde der og tænke over det”
3) “Jeg er meget lettet og fri. Deres holdninger til mig er ligegyldige. Faktisk kunne jeg måske bedre holde til at være sammen med dem i klasselokalet.”

Man får et smil på læben. En dyb tilfredsstillelse. Dybere kropslig ro. Pludselig kan man sove om natten.

De fleste har dog meget svært ved visualisering. De tænker straks på, hvad man må og ikke må, og hvordan de opfatter sig selv som person, og at de jo holder af det eller dem, de er vrede på. “Det kunne jeg jo aldrig finde på!” – eller ligeså tit påstår de, at de slet ikke er vrede. Eller at det hele jo bare er deres egen skyld.

Så folk skal hjælpes meget på vej, spørgsmålet skal stilles flere gange, nogle gange omformuleres, og meget skal ryddes af vejen. Oftest må jeg indskærpe, at jeg ikke spørger til deres moral, omsorg, opdragelse, lovlydighed, erfaringer eller selvopfattelse. Alt det skal sættes til side. Også ked-af-det-heden. Mange bliver nemlig kede af det, når de kommer i kontakt med deres vrede. Alle disse ting har taletid nok i hverdagen. Jeg gentager og gentager, at jeg kun spørger til deres vrede. Jeg siger heller ikke, man skal gøre det, man skal forestille sig. Bare forestille sig det. Og at det ikke kommer ud af dette rum, udenfor disse fire vægge. Jeg siger det ikke til nogen.

Faktisk har mange haft sådanne bestialske strøtanker fra tid til anden. Nogle grimheder der i et mørkt øjeblik kan gribe dem. Som de skammer sig over, og ikke siger til nogen. Det er lige netop disse tanker, jeg vil hive frem i lyset, fremhæve, sætte på en piedestal, gøre bevidste og forgylde. Gøre en dyd ud af.

Andre gange fornemmer personen en vrede, der er overnaturligt stor, så stor at hele verden bryder sammen, eller alt går i stykker, eller intet i den her verden vil stå mere, hvis den kom frem. Og det får dem til at lukke af. Men min teori er, at vrede altid er endelig. Uanset hvor meget der er af den, har den en given mængde. Det er angsten, der er knyttet til vreden som en lås, der siger, at vreden er uendelig, at det ikke kan nytte noget at gå ind i den, fordi det så aldrig vil stoppe. I virkeligheden er det ikke sådan.

Jeg gør meget ud af at gøre det så konkret og sanseligt som muligt. Med kropssprog, lyde, narrative billeder, og detaljer som tid og sted. Men det hele er dog stadig bare fantasi. Jeg hjælper det på vej med eksempler. Vil du slå, sparke, råbe, skrige eller det der er værre.

Jeg begrunder også tit øvelsen med en sammenligning: Se dig rundt om i verden, se på hvordan mennesker opfører sig overfor hinanden, f.eks. i Mellemøsten eller Afrika. Der er mange steder, hvor der sker vilde ting, når man bliver rigtig vred. Og historisk set også i Danmark. Disse impulser har vi også. Vi er ikke anderledes end dem. De er ikke mere dyr end os. Vi er alle mennesker med aggressive sider, der kan blive ret voldsomme. Forskellen mellem os og dem i mere voldelige kulturer, er at vi har et veludviklet, civiliseret mentalt apparat, der kan holde styr på disse ting, og give det andre kanaler. Og vi har et velfungerende rigt samfund, der sjældnere giver de store ulykker. Og det går jo godt, så længe livet ikke udsætter os for større negative ting. Men den dag dit liv går i stykker, du lider et stort tab, eller bliver udsat for et voldsomt traume, f.eks. i trafikken, da vækkes også de voldsommere sider af os. Faktisk kan man hævde, at disse sider altid er på spil længere nede i dybet, også til hverdag. Jeg hjælper bare med at lette låget. Det er helt normalt.

Nogle gange kan klienterne ikke komme på, hvem objektet skal være, der er jo ikke nogen at være vred på. Her skal man også hjælpes på vej. Og nogle gange starter vi med et givent objekt, men når vi har dykket lidt ned i det, dukker et andet og dybere op, som der kan være mere og ældre vrede på. Et ældre traume. Der er en grund til, at psykologer altid bare vil tale om din barndom.

Det er faktisk ikke et tænkt eksempel, der kommer frem. Det er en beskrivelse af vreden, som den er, for den vil helst helt ud, nu. Og den har altså typisk nogle kraftfulde billeder på, hvordan det skal foregå.

Klienter kan komme ud i det rene galehus, og blodet drypper ned af mit whiteboard, hvor jeg skriver, mens de fortæller. Selv den pæneste, sødeste person kan indeholde disse ting, hvis man bliver vred nok. Og det er mine klienter oftest, vrede nok. Fordi det har været sparet op i lang tid, mange gange – over et helt liv.

Og det er tit de nærmeste, der står for tur: Forældre, partnere, arbejdsgivere, kolleger, sagsbehandlere eller lærere. Men det er jo også dem, der har meget indflydelse på én, fordi relationen er tæt, eller de har en stor magt over én. Eller har gjort noget grimt.

Det er godt, hvis terapeuten ikke selv har nogle begrænsninger i forhold til vrede, hvad der kan tales om. At han/hun ikke er bange for noget.

Når vi er kommet helt i mål, og efter vi lige har nydt denne tilstand lidt, siger jeg, at nu er det jo ikke nogen god idé at gøre det, vi just har visualiseret. Det kan vi ofte kan grine af. Men så spørger jeg: “Men kan du mærke, at bare det at tale om at gøre det, kan give noget af det samme, som hvis du har gjort det?”, og det bekræfter de oftest. Med andre ord har vi fået noget af den meget destruktive, fysiske, ukontrollerede og irationelle vrede ud, på en meget civiliseret måde.

Det er som om, man med denne øvelse tager toppen. Tager den dyriske, impulsive, kropslige, uciviliserede del af vreden, som sidder fast som en klump i dem. Uden de var klar over det. Herefter er der kun “normal” vrede, der kan håndteres mere konstruktivt, eller måske slet ingen.

Jeg tænker ikke, at alle patienter kan være med til det her. Kan holde til det, Især ikke medium/svært psykisk syge, f.eks. af typen skizofreni. Generelt ikke dem der i medium/svær grad mangler egofunktionen og som kan have svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Eller dem der rent faktisk har gjort noget bestialsk. Eller er påvirkede. Visualisering er et normal-psykisk middel mod undertrykkelse, ophobning og fortrængning af vrede, hvilket langt de fleste lider af, men hvor få altså kan have det modsatte problem. De skal groft sagt lære det modsatte.

Efter at have lavet denne øvelse succesfuldt med hundredevis af klienter, ser det ud som om, at vores eneste problem er vrede. At alle denne verdens problemer, og alle fejl og forkrøblinger ved vores personlighed og problemer med interaktion skyldes, at vreden ikke flyder frit og naturligt i os og mellem os. Som om at hvis vi får det løst, så har vi ikke flere problemer.