Jeg arbejder med, at der kun findes 3 negative følelser og 1 positiv. Det er ked-af-det-hed, vrede og frygt. Og glæde.
At vi har nogle få grundlæggende følelser bruges vidt og bredt i psykologien, det er ikke noget, jeg har fundet på. Forskningen melder f.eks. om 4 grundlæggende følelser. Andre steder opererer man med 6 eller 8. Jeg arbejder blot med 3. Det plejer at være dækkende. Faktisk er jeg overbevist om, at der blot er dem.
En sjov fortælling om de grundlæggende følelser, er animationsfilmen “Inderst Inde”, hvor der er 4 negative: vrede, tristhed, angst og afsky. Og en positiv: glæden. I filmen ser man, hvordan de grundelementer tilsammen styrer og administrerer psyken: De sidder inde i hovedet ved et kontrolpanel, og samarbejder om at hive i håndtagene. Filmen viser, hvordan de i samspil laver mere komplicerede oplevelser, hvortil der f.eks. både kan være knyttet glæde og tristhed.
Så grundfølelserne er vores repetoire, vores udvalg, den måde vi møder verden på, og de kan kombineres til alle andre følelser, ligesom grundfarver kan lave alle andre farver. Frustration er ked-af-det-hed og vrede. Og samtidig findes der ord for andre grader af disse følelser: Lettere vrede er irritation, og i sværere grad kan det kaldes raseri. Lettere frygt kan være nervøsitet, og sværere frygt kan være rædselsslagen. Kært barn har mange navne, især vreden.
Jeg forklarer ofte mine klienter, at der altså kun findes de 3 negative følelser. Jeg siger nogle gange for sjov, at “her hos mig må man kun have de 3 følelser”, når de nævner alle mulige andre følelser, eller som oftest ikke kan nævne rene følelser, men mere blandinger af tanker og følelser.
Generelt er vi ikke så gode til følelser her til lands, eller i den vestlige, moderne verden i det hele taget. At være moderne og civiliseret er nærmest defineret ved at være hævet over følelser. Følelser ses ofte som en fejl, som latterlige, som noget man skal have styr på. Vi vil hellere være oppe i hovedet, være mentale, have styr på og kontrol over os selv. Hvis man er meget følelsesladet, er man barnlig, udansk eller til grin. Så har man jo ikke styr på sig selv. Eller er en kunstnertype. Én der svælger i det.
Vores 3 grundfølelser er dog naturlige, ligeværdige og nødvendige.
De er medfødte. Vi har altid haft dem. Og det er så nok ikke helt rigtigt. Jeg vil sige, at de først bliver synlige og skilt ud, når vi får et ego som 1-2-årige. Dvs. indtil da ligner de hinanden, et spædbarn er både vred, ked-af-det og bange på én gang, i ét udtryk. Selvom man kan diskutere, om egoet og dets egenskaber er naturlige, så beskriver jeg det som naturligt, og også de følelser det kan have.
De 3 følelser er vigtige og hver sin funktion, fælles for dem handler det om at adskille sig, lægge afstand. Det er derfor, de er negative. Adskille sig fra mennesker, dyr, levende eller døde, ting, holdninger, tilstande osv. Alt. Vrede er til for at sætte grænser, ked-af-det-hed er til for at tage afsked, og frygt er til for at fjerne os fra noget truende. Glæden kan så omvendt siges at være til for at forbinde sig med alt. Det er dog ikke helt gennemtænkt.
Vi vil ikke have følelser, især ikke de negative, og især især ikke vreden. Det er mere gangbart, tilladt, accepteret at udvise de to andre negative følelser, frygt og ked-af-det-hed. Vrede er fy. Der er selvfølgelig visse personer, grupperinger og subkulturer, for hvem det nærmest er omvendt, men i mainstream-kulturen vil jeg vove at påstå, at det er sådan. Vrede er det sværeste. Sådan er de fleste opdraget. Og det er ikke bare vores velopdragne, høflige bedsteforældre, nej de unge lider også af det. Ofte endnu mere end den ældre generation, fordi de unge ofte er mere usikre og nervøse over for, hvad omverden tænker.
Vrede er associeret med vold, amokløb, ødelæggelse, destruktion, kriminalitet, noget helt usædvanligt, når alle andre muligheder er udtømte.
At det er mere gangbart at være ked-af-det end vred, kan man se ved, at det er nemmere at sige til andre, at man er “ked af det, de gjorde”, end at man er “vred over det”. Og ofte laver vi vrede om til ked-af-det hed, fordi det er mere acceptabelt. Vi græder, når vi bliver vrede. Græder et raseri ud. Og det er faktisk ikke så effektivt.
Det har en stor fordel at reducere hele følelseslivet til disse tre følelser. F.eks. i kommunikation. De kommunikerer meget bare ved navns nævnelse. At sige til et personalemøde: “Jeg er vred over de nye tiltag”, kan faktisk ofte være nok. Det bringer kraften og meningen på bordet med et enkelt ord. Meget energiøkonomisk. Ligesom det kan være nok bare at sige, at man er ked af det.
Det er meget ærgeligt for vores mentale sundhed, vores samvær med hinanden, vores samfunds effektivitet og for alt muligt andet her i livet, at vi ikke vil bruge den medbragte kraft og menneskelighed, vores følelser udgør.