Den her historie om vrede er ren fiktion, men den er baseret på virkelige beretninger, jeg har fået om vrede. Jeg tænker, den er typisk. Mange vil nok nikke genkendende til den.
En mand, Peter, har været involveret i et trafikuheld: Han kører ud af sin indkørsel, og idet han drejer til venstre, bliver han ramt i højre side af en hans naboer, Maren, den søde gamle dame, der bor et par huse længere oppe af vejen. Det er ikke et voldsomt sammenstød. Peter kører ikke ret hurtigt, Maren kører max 55 km/t, kun en smule over fartgrænsen. Hun er uopmærksom, fordi hun er ved at rette på varmeindblæsningen på sit instrumentbræt, som man jo desværre ofte først gør, efter man er kørt afsted.
Peters hovede laver et hårdt sidelæns nik, da hans bil bliver ramt. Tilsyneladende er den eneste skade dog, at han også slår sit hovede imod nakkestøtten, hvilket gør lidt ondt. Det er den umiddelbare smerte. Og så chokket selvfølgelig. Han bander over hende, går ud og tjekker skaderne på bilen, udveksler oplysninger med den ældre dame, der undskylder og undskylder. Hun er jo en forsigtig ældre dame. Han skynder sig på arbejde, og tænker at det jo bare er bilen, der er skadet, fordi slaget på hovedet fortager sig. Bilen kan de få ordnet en de nærmeste dage. Den travle hverdag skal fortsætte uændret.
Allerede samme nat begynder det dog at gøre ondt i nakken. Peter går ufortrødent på arbejde alligevel. Som dagene går på Panodil’er, for smerten bliver ved. Det er meget irriterende, og begynder også at ramme ham på hans øvrige funktioner. Han får svært ved at arbejde, at være tilstede med familien og dyrke sin sport. Begynder at trække sig fra det sociale liv. I løbet af 3-4 måneder må man konstatere, at han har udviklet kroniske smerter i nakken. Det gør ham ligeledes tiltagende depressiv – pga de psykiske og sociale konsekvenser.
Han taler et par gange med Maren om forsikring. Hun er ret oprørt over sagen, og er vred. Han måtte have kørt så hurtigt og uopmærksomt ud af sin indkørsel, at han ikke så hende. Det mener hun er årsagen. For hun har jo aldrig før oplevet at køre ind i nogen. Han kommer til at undskylde, for hun har jo ret i, at han var fortravlet – som altid – den morgen. Peter er typen, der undskylder. Det er nok bare hans skyld.
Efter 6 måneder kommer han til psykolog, han er fuldstændig nedtrykt. Han ved ikke helt hvorfor. Det er selvfølgelig pga smerterne, men det opleves alligevel som en urimelig stor nedtrykthed. Om trafikuheldet siger han, at det var jo, hvad der kunne ske. Hun er jo bare en ældre dame, hun kan ikke gøre for, at det skete, hun kørte ikke ret hurtigt, kun lidt over fartgrænsen, og han var jo heller ikke selv helt opmærksom, og han gider ikke spekulere på det trafikuheld mere, det har han lagt bag sig.
Udover at han er nedtrykt, har han også udviklet angst for trafikken, og for andre mennesker. Det er blevet svært at gå i Netto, han har fået socialangst – oveni sin depression. Hans liv er blevet ret svært. Han har smerter hele tiden, og de er faktisk også blevet værre. Han er sygemeldt og kan ingenting.
Når han engang imellem får taget sig sammen til at gå en tur, og tilfældigvis ser naboen, eller hun passerer hans vinduer, kan det sortne for hans øjne. Han føler et kropsligt ubehag, begynder at svede, ryste og få åndedrætsbesvær. Det kan også være, benene ryster under ham, eller han får kvalme. Det kan være svært at få det til at gå væk. Og tankerne om uheldet kører rundt i hovedet på ham, når han skal sove, og han har også tit mareridt om trafikuheld.
Han kan ikke bruge sociale medier, eller se fjernsyn – af frygt for at se noget, der minder om episoden, fordi det tager en hel dag at komme sig bare lidt over det.
Psykologen skriver med meget stort på sit whiteboard: “VREDE!”. Peter får et chok.
Psykologen siger til Peter, at han er enormt vred. Når det sortner for hans øjne, er det i virkeligheden vrede. Når han føler ubehag, rysten, åndedrætsbesvær ved synet af hende, så er det i virkeligheden vrede. Hans socialangst er i virkeligheden vrede. Tankerne der kører rundt i hans hovede er vrede. Mareridtene om natten er i virkeligheden vrede. Angst for at blive mindet om det, er vrede. Han har så meget vrede i sig, fordi hans liv er blevet ødelagt. Og det er en bestemt persons skyld.
Vrede er jo irrationelt. Vreden er faktisk ligeglad med formildende omstændigheder, bortforklaringer, forhistorie – og gamle damer. Den vrede har han pakket langt væk, den passer ikke ind i hans selvbillede som en stille og rolig fyr, og den er irrationel og meget destruktiv. Giver angst og depression.
I øvrigt er der jo ikke nogen formildende omstændigheder, det VAR hendes skyld.
Men alle har ubevidst givet ham ret i, at evt. vrede skal vi ikke kigge på eller spørge til. Ingen har fået den idé, at manden da selvfølgelig bliver rasende over at blive kørt ned, endda i så høj grad, at det ødelægger hans liv. I stedet har der været meget fokus på hans “psykiske svagheder”. På sårbarhed, skrøbelighed, tilbagetrækning, energiforladthed. Lægen har tilbudt piller imod det og en henvisning til psykiater. Familien har støttet ham i, at han ikke skal udsættes for ting, der giver angstsymptomer. Tænk at ingen ikke engang bare har overvejet ordet “vrede”.
Til at starte med benægter Peter dog, at han er vred. Eller siger at har været det, men ikke er det mere. Er kommet over det. Ikke vil spilde sit liv og sin sparsomme energi på at være vred. Der er mange undskyldninger.
Psykologen insisterer, og får Peter til at prøve at visualisere hans vrede på Maren. Efter nogle forsøg, må han indrømme, at han ER vred, stjernetosset, og i hans vrede har han lyst til at køre hende over, så hun selv kan mærke konsekvenserne. Igen og igen. Det strider dog mod hans opdragelse, moral og samvittighed, men vreden er jo komplet ligeglad. Sådan er den. Han forestiller sig at køre hende over, og det giver noget lettelse. Den kraft der førhen gik indad, går nu lidt udad. I uskyldig visualisering indenfor konsultationens fire vægge. Vreden giver noget rettethed, noget mening, noget udenfor ham selv, hvor skylden kan placeres.
Efter at have tilladt sig selv på bare 10 minutter at sætte nogle meget voldsomme ord på hans vrede, føler han pludselig, at noget er lettet, og herefter er det f.eks. meget nemmere at se Maren ude på gaden, og hans socialangst er også taget lidt af. På bare 10 minutter er der sket en større forandring i Peter, han er blevet mere mand og mere sig selv og mere rolig. Bare pga. introduktionen af konceptet vrede i hans bevidsthed.
Det tager 10 minutter, og alligevel har Peter gået 6 måneder, uden nogen har insisteret på at stille det simple spørgsmål, om ikke han er vred på Maren. Få har måske spurgt, men det har måske været for useriøst, halvt i sjov. Med enormt energispild til følge, mange sundhedspersoners løn, penge til medicin og ekstra problemer hjemme i Peters familie.
Det er jo grotesk, som vi spilder vores tid. Hvor energiuøkonomiske vi er.
Og så magisk kan det faktisk gå til nogle gange i terapien, og jeg forundres hver gang. Folk har i årevis cyklet rundt i sundhedssystemet, og ingen professionelle eller pårørende har insisteret på at få vreden frem.
Selvfølgelig er det ikke gjort med de 10 minutter. Så mirakuløst er det heller ikke. For efter den erkendelse skal et helt livs måde at forholde sig til vrede på, vendes rundt og mange gamle affærer skal endevendes, hvis Peter vil have det ændret, og ikke falde tilbage til et liv som skygge af sig selv, med angst og depression. Han skal igen og igen mærke vreden, og på forskellige civiliserede måder forsøge at få den ud. Så vil det med tiden lette, og det vil automatisk give ro og accept.