Den her historie om vrede er ren fiktion, men den er baseret på virkelige beretninger, jeg har fået om vrede. Jeg tænker, den er typisk. Mange vil nok nikke genkendende til den.
En ældre tynd dame, langt oppe i pensionsalderen, kommer ind i konsultationen og er nedtrykt over ikke at kunne være tandtekniker mere, og i det hele taget at livet er blevet surt. Hun har været rigtig god som tandtekniker og savner det rigtig meget. Efter hun stoppede på arbejdsmarkedet, var det hendes plan at hjælpe folk lidt i fritiden med deres tænder, men hun kan slet ikke mere. Kroppen er begyndt at sige fra. Hun har tit lungebetændelse, fordi hun tidligere har røget meget, synet virker ikke så godt mere, og benene kan heller ikke helt holde hende oppe mere. Hun er ganske enkelt ved at blive gammel, er slidt.
Hendes mand der er jævnaldrende, men friskere end hende, forstår ikke, at hun er nedtrykt og ked af det. Hun har jo levet et langt godt liv, og har fået nogle søde børnebørn, og burde da være glad for ikke at kunne arbejde mere. Det er nok også lidt underforstået fra mandens side, at han også mener, hun burde være glad, fordi hun har jo ham… Nu kan hun slappe af og gøre, hvad hun har lyst til. Der er ingen grund til at være nedtrykt, mener han.
Så hun føler ikke, hun kan sige det til ham, og slet ikke HVOR nedtrykt, hun er. Hun er faktisk begyndt at få selvmordstanker. Ikke sådan konkret, men tanker om, at det var da lettere for alle, hvis hun ikke var her mere. Hun kan nogen gange ønske, hun døde af de infektioner, hun ind imellem får. Eller at benene giver så uheldigt efter under hende, at hun falder og dør – helst en dag hvor hun er helt alene. Hun har ikke lyst til at leve mere, og græder tit, men gør det mest i det skjulte. Hun vil heller ikke plage sin familie med sit negative humør, sprede sin negativitet. For hun vil jo stadig være den samme gamle, hyggelige, søde farmor. Hun må bære det alene, tænker hun. Hun vil bare fortsætte med det, hun er god til, at hjælpe folk med deres tænder og føle, hun udretter noget. Hun føler sig slet ikke færdig med at gøre gavn her i verden. Hun har aldrig været til psykolog før. Det gør man jo først, når man er helt bimmelim.
Psykologen spørger hende, om hun er vred? Nej da! Slet ikke. Hvorfor skulle hun være det? Der er ikke noget at være vred over, hun er bare ked af det og måske lidt negativ. Hun må bare tage sig sammen, det går nok over. Det har hun jo gjort før, når livet var svært. Og nu er det jo snart jul. Vrede, det var da et underligt spørgsmål, som ingen i øvrigt før har stillet hende. Hvad bilder han sig ind? Det må være fordi, han er ung, og det er på mode.
Psykologen insisterer: Kan det ikke irritere dig, at din mand stadig er frisk, mens du sidder og lider? Kan det ikke irritere dig, at han ikke forstår, selvom du flere gange har prøvet at forklare ham det, som om han ikke VIL forstå? Kan du ikke ind i mellem blive lidt harm over, at her sidder du og ved så meget om tænder og tandpleje, og så er du bare låst til pensionsliv og en krop i forfald? Føles det ikke urimeligt eller uretfærdigt? Bliver du ikke harm på dine børn, når de mere eller mindre direkte beder dig klappe i med dine beklagelser, fordi de ikke kan tåle at høre på det, fordi det forstyrrer deres perfekte og fortravlede liv? Er du ikke træt af alle de stereotyper, du møder fra familie, venner og i medierne omkring det at blive gammel, at man bare skal sætte sig ned i hjørnet af stuen og smile til de andre, mens man forfalder og ingen funktion har for de andre? Gider du overhovedet at blive gammel? Er du ikke vred over, at du er tættere på at dø?!
I takt med at hun bliver bombarderet med disse spørgsmål, begynder noget i hende så småt at vågne, at vejre morgenluft. En gnist begynder at tændes: Vreden. Jo, når hun bliver stillet det her spørgsmål i så mange varianter, må hun indrømme, at hun faktisk godt kan være ret irriteret engang imellem. Faktisk vred. Det er bare så voldsomt et ord…
Psykologen hjælper hende til at begynde at mærke denne vrede, at sætte ord på den. Hvordan ser den ud? Hvor sidder den henne? Og allervigtigst, hvad har den lyst til? Hvordan kan den komme ud?
Hendes vrede har lyst til at slå sin mand og sine børn oveni hovedet og råbe og skrige til dem, at de ikke fatter en skid, at de skal tie stille med alle deres misforståede hensyn og opmuntringer. Der er ikke noget positivt, det hele er noget skidt, og det skal de vide, og hvis ikke de accepterer det, skal de holde sig væk. De skal faktisk under alle omstændigheder holde sig væk alle sammen. Også den gamle nar til egen læge, som de har haft i 30 år. Han skulle kraftedeme prøve det selv. Det at forsøge at pynte på det, som alle gør, gør bare det hele værre. Folk hjælper hende ikke, de prøver bare at gøre hende til en fin sød gammel museumsgenstand, som passer ind deres eget kram. Mens hun langsomt dør i sin skal. Men hun er her altså endnu! Og føler det hele er noget skidt. Ja på en måde føler hun ikke, hun er her mere, men det vil hun have lov at føle. Gider ikke alle deres elendige gode råd.
Osv osv.
Det er faktisk skønt. En gammel kæmpe vågner. En smuk heks kommer til stede.
Sådan får vi arbejdet vreden frem over nogle gange, vi mødes. Det er ikke sikkert, hun behøver sige disse ting direkte til sin familie, men bare det at hun får sat ord på sin negativitet hos psykologen, tager lige toppen af vreden. Og det gør det nemmere at få talt med familien. Bare det at sige meget grimme ting om dem hun holder mest af rent ud. Det handler om, at hun skal give sig selv lov til at være i krise over at være blevet gammel. Hun skal tillade det mørke og den vrede, der følges ad. Ellers kan hun ikke komme videre. Ellers kan hun på en måde ikke dø. Der skal ske en sorgproces over at have tabt sin arbejdsidentitet og øvrige fysisk nedgang. Der er meget, hun har mistet. Og hun er altså typen, der bliver vred, når hun sørger. Det er der i virkeligheden mange, der gør. Og familien skal også tillade det. Men de er jo som danskere er flest: Vi kan ikke have, at vores nærmeste har det dårligt og ikke har lyst til at være her. Vi vil ikke have de forandrer sig, for så risikerer vi, at vi måske selv skal forandre os. Der skal pyntes, opmuntres, trækkes op, afledes, fortrænges, så husfreden kan bevares, uanset at det faktisk gør det hele værre.
Hvorfor har vi for travlt til et 5-minuttes vredesudbrud?
Når døden begynder at nærme sig, ikke er så mange år væk, er det klart, at man kommer i krise på et eller andet tidspunkt. Det gør de fleste i hvert fald. Vreden gør dig parat.
Hun skal have lov til at give luft for selvmordstanker, vrede, sorg og krise. Det letter, og giver mod på alderdommen.
Hun fik lettet sit hjerte, der var fuldt af vrede hos psykologen, og kan nu arbejde videre med det derhjemme, og måske endda vove at dele det med en af sine døtre, der forstår og kan rumme den slags vanskelige følelser. Hun er nu i proces og mere i nuet.
Tak vrede.