Vrede skal ud, ellers sidder det fast indeni og bliver destruktivt. Det skulle vist være slået grundigt fast på disse sider. Men der findes en metode til at håndtere vrede, der er helt modsat. Man kan sige STOP!
Det handler ganske enkelt om, at i stedet for at lukke vreden ud, kan man lukke den inde. Stoppe dens udtryk, og i stedet kun lade den gøre indtryk.
Denne metode er allerede meget anvendt – både nu og tidligere i menneskets historie – dog oftest misbrugt, og som regel ikke forstået: Det handler ikke om at glemme, fortrænge, administrere, undertrykke, opdrage, kontrollere eller aflede sin vrede, men om at rumme, mærke, opbevare og containe den – uden at give den nogen form for udtryk. Være bevidst om vreden, bevare den, uden at vise den.
Hermed transformeres den. En vrede der holdes inde, men bevares ligeså vild den er, vil af sig selv blive transformeret og fordampe. Energien i den vil blive brugt til noget konstruktivt.
Jeg kalder metoden “Stop it!”, inspireret af et gammelt TV-klip: https://youtube.com/watch?v=Ow0lr63y4Mw, hvor en kvinde kommer i “Stop it” terapi. Videoen er en humoristisk TV-sketch, men den bygger på denne metode. I videoen har klienten dog ikke vrede, men nervøsitet og angst. Men den samme terapi kan bruges på vrede. Altså på dem hvor vreden flyder lige lovlig ukontrolleret frit, som nervøsitet og angst gør hos kvinden i videoen.
“Stop it” kan også bruges i parforhold, for her er der jo en person ved hånden til at sige det til én, en person der typisk også er objektet for vreden. Man kan lave den regel at begge parter til enhver tid kan sige “stop”, og så skal begge stoppe skænderiet. Uden nogen forklaring, eller afrunding. Det har en irriterende forunderlig virkning. Umiddelbart bliver man dobbelt så vred over at få den besked, det virker totalt urimeligt, man er jo slet ikke færdig! Hvad bilder vedkommende sig ind?! Det er jo kun noget, han/hun siger, fordi han/hun ikke kan finde ud af mere at sige, eller er ved at tabe diskussionen. Men altså det virker ofte godt. Vreden går væk.
Det er en traditionel og lidt avanceret form for vredeshåndtering. Traditionel fordi man tidligere oftest netop har brugt det at stoppe vredesudtryk, “klap i!”. Både i børneopdragelsen, der hvor mennesker samarbejder, i samfundet og i juraen. I al menneskelig samkvem siden middelalderen, kunne man sige. Ja faktisk kan man påstå at menneskelighed er defineret ved at blokere impulser, vrede og seksualitet. “Stop it” er f.eks. det tilbud straffesystemet giver os, den måde det juridiske system forholder sig til vredesudtryk. At stoppe dem der er vrede. Og hvis man skal grave endnu dybere i vores forståelse af livet, i filosofier, vil man indenfor de fleste religioner se den metode som noget af det vigtigste og mest basale. Det står f.eks. på “side 1 i den tibetansk buddhistiske grundbog”, at vrede er gift, og løsningen er at stoppe alle dens udtryk. Det må ikke komme ud. De højeste mestre og munke perfektionerer det. Det skal transformeres indad og opad.
Det avancerede ligger i, at “stop it” forudsætter, at man kan finde ud af at få sin vrede ud, og i det hele taget er klar over, at vrede ikke kun er noget, der sker et par gange i livet, men faktisk dagligt. At man har taget vrede seriøst. Er vant til at være vred. Ligesom at et cølibat ikke er at glemme sex, eller et fravær af sex, men “blot” handler om ikke at give det udtryk. Den forudsætning kan mange moderne mennesker ikke leve op til. Selvom det er en meget udbredt metode overfor børn, også – eller måske især – i dagens Danmark, så er det bedste også her, at primært tillade dem at være vrede og skeje ud, og anerkende deres vrede, og først hvis det er på plads, indføre “stop it”.
For vrede kan faktisk stoppes med et fingerknips. Hvis en person med tilstrækkeligt eftertryk eller magt fortæller dig, at du skal stoppe dit vredesudbrud NU, kan det lade sig gøre. Og hvis man ikke fortrænger vreden eller glemmer den, sker der en indre transformation, som skyller vreden ud af systemet, ligesom et tilstrækkeligt udtryk kan gøre.
Og i nogle tilfælde eller relationer, eller hos nogle personer generelt, er det sådan, at vreden kommer ud på en måde, hvor den aldrig får en ende. Den er nærmest sådan reproducerende, utømmelig eller selv-ophidsende. Man kan især opleve det i parforhold, hvor man er kommet ind i et mønster, hvor hver udtalelse bærer nyt brænde til bålet, og ingen er interesserede i at stoppe, men tværtimod opsatte på at vinde og få den anden ned med nakken. Hvilket i øvrigt er ganske almindelig følelse. Men der har sneget sig en slags uansvarlighed og skidt-fra-en-spædekalv ind, når vreden lukkes ud.
Her kan det være godt at bare stoppe. Uden forklaring. Uden at fortælle en historie. Uden at gøre sig færdig. Uden nogen form for rimelighed. Uden hensyn, omsorg eller fordeling af taletid. Bare stop.
Hvis du overvejer at indføre det princip, eller allerede bruger det, i din børneopdragelse, i dit parforhold, på din arbejdsplads, eller i dine kommentarer på Facebook, så undersøg først lige, hvad dit grundlæggende forhold er til vrede, om du tillader det, kan bruge det konstruktivt, står ved det og er i stand til at få det ud. Hvis ikke, skal du kunne det først.
Et mennske skal kunne bevæge sig, før det kan lære at stoppe.