Hysteriske kvinder flipper ud over det mindste: Når manden ikke stiller sine sko på plads, ikke hænger håndklædet til tørre, eller har spist pålægget til madpakkerne. Sådan er hun hele tiden, og han æder bare hendes skælden ud. Brokker sig måske lidt, men tager det ellers bare ind. Han giver aldrig modspil.
Han er kedelig. Først når han er alene, får han afløb i voldelige computerspil, eller pornosider. Han går og tænker grimme tanker om hende, men de kommer aldrig over hans læber. Denne slatne mand er en slave.
Hun kontrollerer og bestemmer alt, og han roder og bestemmer intet. Han gør det aldrig godt nok. Og mander sig aldrig op.
Hun bestemmer, hvornår der er sex, og det er aldrig. Ligeså underkuet han er derhjemme, ligeså tyrannisk kan han være udenfor hjemmet. Men ofte også bare slatten derude. Indtil han en dag eksploderer i utroskab, vold, depression eller druk.
Slattenheden er helt konkret. Han er impotent og har ingen kontakt til sin aggression. Helt stækket. Svarer ikke ordentligt igen. Lader hende styre. Undertrykker sine impusler. Dybest set gider han ikke, at man altid skal snakke følelser eller rydde køkkenet op, inden sex. Han vil bare have sex. Nu. Men dette simple ønske har han forlængst glemt, og er blevet ret uklar. Og når han engang imellem kommer til at vise sexlyst eller aggression, bliver han stemplet som farlig, #metoo-mand eller bare ufølsom. Han er overdrevet mental, så hun er ved at blive vanvittig. Det gør hende bare endnu mere hysterisk.
1930’ernes Maude og Hans-Christian Varnæs lever i bedste velgående, det siger mine udsendte medarbejdere i de 30-åriges land af faste forhold.
Børnene ser en mor, der bestemmer alt, ved hvad alle har behov for, og fra tid til anden skejer ud i hysteri eller ekstra kontrol. En mor der er dybt utilfreds, ensom og tom. Og de ser en far, der ingen kraft eller aggression har, og ikke har noget at sige, og som repræsenterer larm, rod og besvær. Han hører dum musik fra svundne tider. Og nørder med dyrt udstyr.
Og de skændes hele tiden. Men fra tid til anden bedøver de lidelsen med rejser, designermøbler eller erotiske lege. De har det også med at fortabe sig i børnenes ve og vel eller arbejdet. Og fin rødvin og italienske kaffemaskiner. Ting og aktiviteter der enten fjerner fokus eller giver en illusion om, at deres forhold er ansvarligt og moderne. Deres pigebørn bliver 12-tals-piger, mens deres drenge dyrker ulækker seksuel subkultur med vennerne.
Ingen af dem orker det modsatte køn mere, og enten dræber hysterien og slattenheden med tiden hele forholdets liv, eller også går de fra hinanden. Man skal jo følge sin mavefornemmelse.
Sådan var vores forældre, og sådan bliver vores forhold også, hvis vi ikke er vågne, og det er vi ikke.
Det er vreden, der er problemet. Hysteri er vrede gået over gevind, ofte kombineret med en høj grad af kontrol og angst for, hvad der kan gå galt. Og det baserer sig på en dyb utilfredshed. Når jeg når frem til, at alt kommer under kontrol, kan jeg hvile i mig selv, tror kvinden – i mellemtiden er jeg hysterisk. En bedre kontakt med og afløb for vreden – et klarere møde – giver en dybere tilfredshed og mindre behov for kontrol og hysteri.
Slattenhed er fortrængt og skjult vrede. Det er en løve i bur. Det bunder også i en frygt for vrede. Hvis jeg først lukker op for posen, bliver det jo hustruvold. Så det gør jeg ikke, jeg fortsætter med at putte det ned i posen. De mænd bliver i stedet mentale, fraværende og selvfølgelig slatne.
Og det er samfundets skyld. Vi har afskaffet mænds vrede og dermed også deres seksualitet. Og vi har også afskaffet kvindens vrede, fordi den nu er stemplet som hysteri. Den har egentlig altid været afskaffet. Hun trænger dog til at blive sat på plads, og manden trænger til at gøre det. Men hvordan gør man det i dagens Danmark, uden det bliver traditionelle kønsroller? Hvordan bruger en mand sin naturlige fysiske overlegenhed og aggression til at forbedre deres forhold? Hvordan bruger en kvinde sin lyst til at styre og kontrollere alt, og holde alt rent og pænt derhjemme, på en måde der styrker og ikke stækker? Hvordan bliver kvinden mødt i sin kraft, uden at blive stemplet til at være for meget?
Det er groft sagt kvinden, der har overtaget vreden fra manden, og han har ladet hende gøre det. I gamle dage havde han jo patent på det i de små hjem. Børnene kunne bare vente sig, til far kom hjem. Og nu er vi svunget over i den anden side af pendulet. Stadig uden balance.
Men skal vi så bare tilbage til de gode gamle dage? Nej selvfølgelig ikke, og selv hvis vi ville, kan det ikke lade sig gøre. Tiden har flyttet sig, og der er heldigvis ingen vej tilbage.
Hvad er så løsningen? Man kan jo tro, at nu må vi sætte os ned og tale stille og roligt om det, men det er, sagt på godt dansk, counter-productive. Det har vi prøvet så tit, vi er ved at brække os over det. Vrede der ikke får et fysisk, ukontrolleret og usprogligt udtryk kommer ikke ud. Hvis vrede kun må komme ud med fornuftige ord, bliver vi begge mere hysteriske og slatne.
Bemærk at, der er heldigvis mange måder at få sin vrede ud på fysisk. Og nej, der er ikke noget bagved vreden. Den er simpelthen mere fysisk, destruktiv, ukontrolleret og irrationel, end du aner.
Men alligevel, hvis den hysteriske kvinde og den slatne mand seriøst vil snakḱe om tingene: Man kan begynde at blive ærlige overfor hinanden om, hvor vred man er. Hvad har din vrede lyst til? Hvordan er din vrede koblet til seksualitet, kontrol og magt? Hvis du kan sige det ærligt til din partner uden at holde dig selv nede, og han/hun kan rumme det, så er I nået rigtig langt. For vrede er en naturlig reaktion på noget ubalanceret eller grænseoverskridende, den er egentlig bare til for at sætte grænser. Vrede skal have lov at være der, til det slipper af sig selv. Herefter skal vi ikke holde fast i den.
Vi kan begynde at slåsse, lave øvelser eller lytte til vores underbevidste. En øvelse kunne være at den næste uge, må manden fuldstændig bestemme, eller 1 gang om dagen sætte sin kvinde på plads. Eller 1 gang om ugen må kvinden flippe fuldstændig ud og sige lige, hvad hun har lyst til, hvor der samtidig bliver lyttet seriøst til det. Man kan øve sig i at være mindre bange. Man kan lege løver på stuegulvet. Det vil børnene også elske. Prøv at blive mere kropslige og mindre mentale.
Vi skal finde op på et nyt og højere stadie af civilisation, hvor urmennesket lever tilfreds iblandt os, hjemme i de små hjem. Urmennesker klædt i Mads Nørgaard og Benedikte Utzon, der så tit det kan lade sig gøre tager det fine tøj af. Hvor kvinden trygt kan kontrollere og bestemme alt det, hun vil, fordi hun får det modspil, hun har brug for, og jævnligt bliver sat godt på plads. Og hvor hun kan udfolde al den kraft og aggression, hun har. Og manden også kan kontrollere og bestemme så meget, han vil, i sikker forvisning om at det bliver reguleret, hvis det bliver for meget.
Og dybest set skal det opdages, at der ikke er ret meget, der er kønsligt. Kvinder har ikke licens på kontrol og pænhed, og mænd har ikke eksklusivretten til vrede og aggression.
Eller også kan det være, problemet løser sig selv ved at naturlig selektion udrydder den hysteriske kvinde og den slatne mand, for de er ikke særlig fertile, og ret selvdestruktive.