Vi hører så tit om det: Folk går amok. I Afrika og Mellemøsten går de amok og slår hinanden ihjel. I nattelivet går de amok hver weekend. I både skoler, fængsler, daginstitutioner og jobcentre hører vi, at det sker. Voksne og børn går amok fra tid til anden.
Vi gør det også selv. Vi har det alle med at gå amok. De færreste er decideret voldelige, men flipper ud, tænder af eller sprænger sikringerne. Kaster alle sandsække. Overfuser vores børn, partnere og kolleger. Råber af TV-avisen, eller lader bylden sprænge udover Facebook. Vi eksploderer fra tid til anden, eller “eksploderer indadtil”, imploderer, i depressioner, druk, angst, tankemylder, OCD eller cutting.
Men vi vil ikke have det amok. Det er en fejl. Det er grimt. Det er dårligt. Det forstyrrer vores liv. Det ødelægger vores orden. Det er da kun påvirkede, svage, uopdragne, fremmede eller skøre personer, der går amok. Har du ikke styr på dig selv?! Tag dig dog sammen! Vi ser ned på det. Vi er bange for det. Hvad er de for nogle mennesker?! Hvad er der dog galt med de børn?
Det er ikke noget nyt, og det er egentlig det værste: at det over flere generationer ikke er blevet bedre, men nærmest værre. Tidligere var der faktisk færre regler og lidt mere plads til at flippe ud og være mærkelig. Det var normalt med værtshusslagsmål, konflikter og arbejdskampe, og der var færre skrevne og uskrevne regler.
Når nogen eller noget går amok, tænker vi: Vi må gøre noget! Både gerningsmanden selv, eller dem omkring ham, tænker at nu må der mere styr på det. Nu må vi finde ud af, at undgå det går amok. Vedkommende skal lære at styre sig. Vi må have flere regler. Begrænsninger på kreditkortet. Barnet skal ikke i nærheden af det, der får det til at skeje ud. Jeg må lede min partner udenom den form for snak. Hvis vores gamle mor kommer i affekt, prøver vi undgå emnet. Hvis det er et nationalt problem, laver politikerne flere love. Amokløb skal forbydes. De må lære at styre sig. Lære at opføre sig ordentligt. Nej, vi er egentlig ligeglade med, om de lærer det, læreprocesser rager os en papand, det har vi ikke tid til. De skal bare lade være. Stop eller bliv straffet. Behaviorismen er gået agurk.
Eller vi må tale om det, indtil det går væk. Lægge låg på. Fortrænge det. DET taler vi ikke mere om! Eller også udelukker vi den del af familien, vi “cutter” forbindelsen. Eller propper vedkommende med medicin.
Det er så fint og nydeligt, når ting er under kontrol: I vores have står tingene snorlige og nedklippede. Vores børn skejer ikke ud, men er søde og pæne. Når vi mødes med familien, snakker vi ikke om det, der er svært, så bliver det så hyggeligt. Vi prøver at opretholde facaden, for ikke at sige for meget på arbejdspladsen, hvor det er meget svært at løse konflikter. Så hellere undgå dem. Ingen tør sige imod mere. Vi gør, som der bliver sagt. Utilfredse embedsmænd, der er i fare for at bryde ud med sandheden, bliver kommanderet til endnu mere mundkurv. Ikke underligt at 50’erne igen er meget populære.
Legepladser er blevet ufarligt unaturligt skumgummiland, som ikke kan gøre en flue fortræd. IKEA sælger ikke rullegardiner med snor i mere, fordi enkelte børn et sted i verden er blevet kvalt i dem, så millioner af kunder nu skal slides med det dårligere rullegardin uden snor. Årligt vokser mængden af love, regler og cirkulærer med over 6 km. Vi har så meget kontrol, at det er uhyggeligt, og samtidig går vi alle amok fra tid til anden: Se flokken af børn og deres forældre foran bland-selv-slikket fredag eftermiddag. Se hvad nyhederne beskæftiger sig med: Forskellige personer der går amok. Følg med på de sociale medier, her er der søreme en ventil. Indtil det snart også bliver gennemreguleret med cookie consents og GDPR med mere.
Alt er eksempler på, at vi løser problemet ved at have mere kontrol med vreden, så den ikke går amok. Og det kunne ikke være mere galt. for det er netop kontrollen, der er problemet. Det er for meget kontrol og låg på vreden, der får den til at gå amok. Hvis der ikke var kontrol med vreden, gik vi heller ikke amok. Hvis ikke hverdagen var så kontrolleret og styret, ville vi ikke have lyst til at flippe ud i weekenden. Amok er symptomet, kontrollen er årsagen. Men mærkeligt nok søger vi at løse amok-tendenser med endnu mere regel og kontrol. Vi fjerner tømmermænd med øl. Slukker ildebrande med benzin. Fjerner overtryk ved at lægge mere låg på.
Og for meget kontrol med vreden rammer os også på seksualiteten, livsglæden og selvværdet. Vi bliver nærmest til robotter.
Vi afskyr diktaturer, der holder sin befolkning fra at gå amok, med stram styring og vold. Vi er frihedselskende og kan ikke lide at høre minoriteter blive holdt nede i andre lande. Vi kan ikke udstå lande, der censurerer det, de ikke kan lide at høre. Men vi er en bande hyklere, for vi gør det selv. Vi holder det ubehagelige og ustyrlige og omvæltende nede med stram styring, censur og mental vold.
Desværre får den skyldige, kontrollen, aldrig fokus. Den rydder ikke forsider, eller skærmflader. Det gør kun amokløbet, som den er skyld i. Derfor ser vi ikke problemet.
Vi skal styre os mindre for at gå mindre amok. Vi skal jævnt hen over ugen have flere små amokløb, så der ikke springer en bombe i weekenden. Vi skal ventilere hyppigere. Og vi skal gøre det mere kropsligt, energimæssigt, jordbundet. Livet er for kort til at holde igen.
Se i øvrigt andetsteds på denne hjemmeside de mange forskellige forslag til at få sin vrede ud.
Kontrol – amok, når løsningen er problemet
Vi tror, at mere kontrol får vreden til at gå mindre amok. Men tværtimod, det er kontrol med vreden, der får den til at gå amok
