Der findes en anden vej, en anden måde at komme af med vrede på, som er en slags indre transformation. Det kan man kalde “vredesspiseren”. Det er at i stedet for at komme ud med vreden, så prøve at holde den inde – uden at glemme den. Og opleve med tiden at den bliver transformeret. Til noget andet, ikke noget bedre, bare noget andet.
Selvom en “spist”, transformeret vrede kan opleves som en modning, er det meget vigtigt at forstå, at det ikke vil lykkes, hvis man synes, det er bedre end at få sin vrede ud. Oftest ville man jo helst have mulighed for at få sin vrede ud, få sin ret, gøre regnskabet op, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre, og så kan man vælge at spise den i stedet. Det kan kun ske i form af et valg. Transformationen giver et løft. Med vredesspisning bruger man så at sige andres uret mod én til at vokse personlighedsmæssigt, spirituelt og energimæssigt.
Vredesspisning er kun for dem, der allerede i tilstrækkelig grad kan finde ud af at få vrede ud. På den måde er det en slags level 2 i vredeshåndtering. For det at vende sin vrede ud af er det spontane udtryk. Det er det, vi har gjort, siden vi blev født. Det er det, man ser børn og dyr er rigtig gode til. Det er ur-udtrykket. Det er det, vreden vil. Men det er det, som de fleste desværre har fået aflært i forskellig grad i deres opvækst. Og her er det så, at det spontane udtryk skal læres først, eller rettere blokeringen i forhold til det skal aflæres. Vi skal blive som børn igen. Herefter kan man lære at gøre noget andet med vreden. At blive vredesspiser.
Vrede er altid forkert i forhold til person, tid, sted og mængde(=størrelsen af vreden).
Vredsspisning er at holde det inde, og æde sig igennem det indvendigt, uden at blive svagere af det, men faktisk blive styrket af det. Undlade at give den udtryk. At rumme sin vrede uden at aflede, mentalisere, fortrænge. Uden at det hober sig op, eller bygger op til en eksplosion. Det er dig, der æder dig gennem din vrede, ikke andres vrede eller ugerninger. Den vrede du har fået som konsekvens af deres handlinger. Det er ikke undertrykkelse af vreden. Den er ligeså stor og levende, den er bare usynlig og indvendig. En underjordisk vulkan. Og det er et valg, det er nok det vigtigste at forstå. Som en gas under tryk, må vreden finde en anden vej end ud, nemlig op. På den måde vil det ende med at hæve ens perspektiv, hvis man kan finde ud af det. Der sker på en måde også en forædling af den. Dens kraft løftes til noget højere. Og det er noget, der sker magisk af sig selv. At den brænder ud. På et tidspunkt slipper den.
Der er langt færre, der kan finde ud af at transformere vrede indvendigt end alle dem, der forsøger. Det er ligesom med cølibat: Du er ikke i cølibat, bare fordi du ikke kan finde en kæreste. Du skal ikke blive vredesspiser, fordi du er opdraget og præget til det, eller fordi du er tvunget til det af omgivelserne, eller fordi du har et ideal om aldrig at være vred. Det er først, når det er et valg, at det kan lade sig gøre, og kun ved at være fuldt bevidst om vulkanen, mens den raser indeni. Kun ved fuld accept af vredesudtryk. Og du kan ikke bestemme, hvor lang tid det tager for vreden at rase ud, og det tager nok længere tid, end hvis du gav den et udtryk.
Den her vredesspiser er “desværre” den metode, de fleste i vores del af verden vil være tilhængere af, dvs. vi tror, vi kan springe direkte til at kunne det. Den opfylder umiddelbart vores ideal om en vredesløs verden. Det vil vi hellere end at komme ud med vores vrede. Vi vil gå fra fra barndommens uskyldige, spontane og ubevidste udadreageren og direkte til at leve som en munk. Klippe håret af, før det er vokset ud. Men det kan vi ikke. Vi skal først lære det spontane naturlige udtryk for at kunne håndtere det anderledes. Hvis man ikke kan finde ud af at få sin vrede ud, og i stedet holder den inde er man ikke i stand til at æde sig igennem den. Det vil i stedet være vreden, der æder dig. Det er ikke vredesspisning, men nærmest det modsatte. Og det kræver en vis kapacitet og en sund egofunktion og en sund krop. Hjerneskadede eller stressede personer vil have meget sværere ved det.
På sin vis er det det samme som at blive voksen og moden. Det er arketypen. Som barn og især ung og ung voksen udlever man sin vrede i udskejelser, karriere og øvrige aktiviteter. Som moden lærer man at holde igen på en måde, der ikke er at glemme vreden, men fordi situationen kræver det. Fordi man har fået børn. Eller en anstrengende partner(!).
Og selv efter man måske er blevet god til at spise vrede, er det stadig vredens naturlighed at komme UD, på én gang, med det samme. Der kan dog bare være situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre, hvor man kan løfte en situation ved at holde sin vrede inde og spise den selv. Det kan løfte og rense og gøre verden til et bedre sted at være. Jesus er det ultimative eksempel.
Når det lykkes, så vokser man faktisk ved det, og kan opleve at den energi og kraft, der var i vreden, i stedet går op i hjertet, eller der kommer bare en god tomhed. Men det gør der også efter et godt skænderi, husk det!
Vi skal ikke lære vores børn at blive vredesspisere, for så spiser vreden bare dem. Æder dem op indefra. Vi skal lære dem, at alle mennesker mange gange om dagen bliver naturligt vrede, og at det handler om at holde af sin vrede, bruge den, anerkende dens destruktive billeder, og gøre den til en medspiller i stedet for en modspiller. Og så skal vi lære dem, at engang når det er nødvendigt i voksenalderen, skal de også lære den anden vredeshåndtering, f.eks. når de får børn.
Velbekomme.