Blog

Vrede og livsglæde

Når jeg hjælper klienter med at komme ud med vrede, giver det lettelse, ro, befrielse, forløsning, friere vejrtrækning, og mindre tyngede skuldre. Det giver en følelse af at have fået afløb. Det giver overskud. Man føler sig renset. Og får en følelse af at have taget magten over eget liv, at have magt i stedet for afmagt, at tage magten tilbage. En følelse af at blive mere voksen, men også som barn igen. Det giver en følelse af et regnskab, der er gjort op, en følelse af at stå lige igen, at have fået tilstrækkelig hævn, at få lært sit vredesobjekt, hvad det skal lære. Man kan føle, at tavlen er visket ren, at der nu kan skrives et nyt kapitel, startes forfra, eller at livet begynder nu – for første gang. Det motiverer til tilgivelse. Og giver en følelse af at der ingen vej er tilbage, selvom man realistisk set kan komme til at falde i igen, nu går det fremad. Det giver en uendelig adskillelse, en total neutralitet, en klar nøgternhed. En lyst til at leve med det der er. Det er en følelse af, at fortiden nu kan glemmes, lægges på hylden, forsvinder, er slettet. Der er ikke noget, der dræner, æder, river, flår, udmarver eller forvirrer dig mere. Det giver tavshed. Jeg er blevet hørt, nu behøver vi ikke snakke om det mere, der er ikke mere at snakke om. Afslutning. End of story. Det giver en lyst til at begynde at sige meget mere. Tågen letter. Det giver selvstændighed, empowerment, modenhed, balance. En styrkelse og parathed til de udfordringer, livet måtte give fremover. Det giver autoritet, stolthed, grounding og mening. Det giver en følelse af tilfredshed, balance og realisme. Man bliver afstresset. Man bliver kærlig. Og får en stor glæde, motivation og livskraft. Man kan sove igen.

Det kan godt være, at det ikke mærkes, mens man er ved at få sin vrede ud. Eller mens man siger fra, mens man gør op med noget, der ikke er godt for én. Eller mens man skælder ud. Men bagefter kan man.

Det forudsætter “bare”, at man er parat til at gå linen ud. Tage sin vrede i hånden og lade den føre én helt ud i de vilde afkroge af bevidstheden, som den har lyst til. Helst på en civiliseret måde selvfølgelig. Faktisk tror jeg ikke, man får sin vrede ud, hvis ikke det sker på en civiliseret, bevidst – man kunne sige kærlig – måde. Når du tillader dig selv at lade dig føre helt derud, hvor du mærker lysten til at at slå ihjel – eller det der er værre, så lander du godt i dig selv bagefter. Hjem, ud og hjem igen.

Herefter er vreden kommet for at blive.

Bliv inspireret af slangers konfliktløsende empatiske aggressioner

Ligesom vi ikke kender og er bange for vores egen vrede, er vi også bange for naturen og dyrs vrede. Ligesom vi tror det værste om vores egen vrede, på samme måde tror vi det værste om ulve, løver, hunde, slanger og hvepse. Hvepse og ulve skal dø med det samme, vi ser dem. Vi elsker at projicere vores vrede ud på andre mennesker, men faktisk også ud på naturen og dyr. Det gør dem værre, mere uforudsigelige og fjerner os dybest set fra os selv, vi ender som taberen.

Hvad jeg skriver herunder om biologi og dyr og naturen, baserer sig blot på min lægmandsviden. Jeg er ikke biolog, og kender kun videnskabeligt til naturen ud fra, hvad jeg har læst tilfældigt og nysgerrigt rundt omkring, og f.eks. hvad jeg har set i David Attenborough’s dyreudsendelser fra BBC.

Det korte af det lange af min forståelse er, at dyrs vrede og aggression er logisk, forudsigelig, konfliktløsende og nærmest empatisk. De undgår konfrontation eller i hvert fald unødig vold. De er meget energiøkonomiske. De har aggression, men er ikke aggressive.

Og det at de har så mange forskellige signaler til den, de står overfor, kan også ses som et slags hensyn til vedkommende, dyr eller menneske. Det er et godt råd om at gøre noget andet for ikke at spilde energi. Det er nærmest empatisk, fordi signalerne er afstemt i forhold til tilstanden hos den truende.

Klapperslangen er et godt eksempel. Det er en stor, giftig og ret udbredt slange. Når de bliver bange eller føler sig truet, har de flere signaler, de kan bruge:

– klaprer med deres hale
– hvæser
– ruller sig sammen
– spiller med tungen
– hæver hovedet højt op
– deres advarsels-agtige skindmønster i zigzag er i sig selv et signal

Hvad jeg har forstået, er at altsammen er et repetoire klapperslangen har for at undgå at gøre noget aggressivt. Og disse signaler udgør også en eskalationstrappe. Hvis ikke man fatter dens trussel ved første signal, så eskalerer den til næste og så fremdeles. Den vil helst undgå at bide, fordi det er farligt for den selv at komme så tæt på, og selv hvis den bider, kan den finde på at gøre det uden at sprøjte gift. Det kaldes et “tørt bid” (“Dry Bite”). At udføre et angreb og især at sprøjte gift er en stor energiøkonomisk udgift for slangen. Giften er “dyr” at producere i dens kirtler.

På samme måde tænker jeg de fleste andre dyr har et repetoire af signaler og adfærd, når de føler sig truet, eller når de vil angribe. Angreb er dyrt og skal undgås, men kan ikke altid undgås.

Det finder jeg meget inspirerende for, hvordan vi skal blive bedre til at forstå vores egen vrede, aggression og instinkter.

Forestil dig at du kunne forsvare dig selv mod de fleste former for verbale eller fysiske angreb. Og at du desuden ligesom slangen havde et rigt repetoire af signaler, du kunne vælge mellem at sende ud for at advare om, at en konflikt var på vej – eller et angreb fra din side. For derved at undgå en energikrævende konflikt, eller måske sagt på en anden måde, et repetoire af signaler og handlingsmuligheder, der kunne løse en konflikt på forskellige niveauer af drama.

Det er ikke sådan, vi i vores verden tænker om vrede og aggression. Vi tænker, at det kommer sjældent for os selv og de fleste andre, og at når det kommer, så er det straks helt i det røde felt, og er på fuld kraft og er meget ensidigt. Som et musikinstrument der kun kunne spille 2 toner: En lav kedelig én, og en meget høj, skinger uudholdelig tone. Læs også min tekst om kontrol og amok, vi holder vores vredes udtryk nede, indtil vi eksploderer. Det bliver et fattigt, ynkeligt og meget udynamisk samspil mellem mennesker, når det er sådan, hvilket det ofte er i parforhold, familier og arbejdspladser. Det bliver også mere farligt. Ligesom hvis der hang røde alarmer overalt, eller alle gulve var fyldt op af snorene fra lureminer. Pludselig eksploderer vreden, og så er situationen helt ude af kontrol, eller personen er udenfor terapeutisk rækkevidde.

Denne simple, enten-eller forhold til vrede og aggression synes jeg også, man ser i nutidens film og computerspil. Skurkene eller monstrene er unuancerede, kedelige og forudsigelige. F.eks. Sauron og alle hans masseproducerede onde væsner i de stort anlagte Ringenes Herre film vil kun én ting: Gøre ondt. Der er ingen nuancer, og det er i øvrigt dem alle sammen på én gang, der tonser afsted i hovedet på heltene. Sort-hvid. Det 100% gode mod det 100% onde. Deres udseende er også forsøgt gjort 100% aggressivt og ukønt, med pigge, torne og grimme klør over det hele. Jeg og alle klapperslangerne ryster på hovedet af så umoden en måde at afbilde vrede og aggression på.

Vi skal finde tilbage til det rige konfliktspil, hvor vi har mange strenge at spille på, hvor et drama kan udfolde sig på flere niveauer, og gå op og ned, som en storm eller bølger på havet, og hvor det mere er truslen om vold, der er i luften, men kun meget meget sjældent decideret vold, det kommer til.

Inspiration/referencer:

1) Web: https://goo.gl/2L8eTj – pdf: https://goo.gl/F6vrtC

2) Web: https://goo.gl/WTn2aD – pdf: https://goo.gl/W6n8mD

Vredesspiseren

Hvis du er tilstrækkelig naturlig i dit vredesudtryk, kan du lære at blive vredesspiser

Der findes en anden vej, en anden måde at komme af med vrede på, som er en slags indre transformation. Det kan man kalde “vredesspiseren”. Det er at i stedet for at komme ud med vreden, så prøve at holde den inde – uden at glemme den. Og opleve med tiden at den bliver transformeret. Til noget andet, ikke noget bedre, bare noget andet.

Selvom en “spist”, transformeret vrede kan opleves som en modning, er det meget vigtigt at forstå, at det ikke vil lykkes, hvis man synes, det er bedre end at få sin vrede ud. Oftest ville man jo helst have mulighed for at få sin vrede ud, få sin ret, gøre regnskabet op, men det er ikke altid, det kan lade sig gøre, og så kan man vælge at spise den i stedet. Det kan kun ske i form af et valg. Transformationen giver et løft. Med vredesspisning bruger man så at sige andres uret mod én til at vokse personlighedsmæssigt, spirituelt og energimæssigt.

Vredesspisning er kun for dem, der allerede i tilstrækkelig grad kan finde ud af at få vrede ud. På den måde er det en slags level 2 i vredeshåndtering. For det at vende sin vrede ud af er det spontane udtryk. Det er det, vi har gjort, siden vi blev født. Det er det, man ser børn og dyr er rigtig gode til. Det er ur-udtrykket. Det er det, vreden vil. Men det er det, som de fleste desværre har fået aflært i forskellig grad i deres opvækst. Og her er det så, at det spontane udtryk skal læres først, eller rettere blokeringen i forhold til det skal aflæres. Vi skal blive som børn igen. Herefter kan man lære at gøre noget andet med vreden. At blive vredesspiser.

Vrede er altid forkert i forhold til person, tid, sted og mængde(=størrelsen af vreden).

Vredsspisning er at holde det inde, og æde sig igennem det indvendigt, uden at blive svagere af det, men faktisk blive styrket af det. Undlade at give den udtryk. At rumme sin vrede uden at aflede, mentalisere, fortrænge. Uden at det hober sig op, eller bygger op til en eksplosion. Det er dig, der æder dig gennem din vrede, ikke andres vrede eller ugerninger. Den vrede du har fået som konsekvens af deres handlinger. Det er ikke undertrykkelse af vreden. Den er ligeså stor og levende, den er bare usynlig og indvendig. En underjordisk vulkan. Og det er et valg, det er nok det vigtigste at forstå. Som en gas under tryk, må vreden finde en anden vej end ud, nemlig op. På den måde vil det ende med at hæve ens perspektiv, hvis man kan finde ud af det. Der sker på en måde også en forædling af den. Dens kraft løftes til noget højere. Og det er noget, der sker magisk af sig selv. At den brænder ud. På et tidspunkt slipper den.

Der er langt færre, der kan finde ud af at transformere vrede indvendigt end alle dem, der forsøger. Det er ligesom med cølibat: Du er ikke i cølibat, bare fordi du ikke kan finde en kæreste. Du skal ikke blive vredesspiser, fordi du er opdraget og præget til det, eller fordi du er tvunget til det af omgivelserne, eller fordi du har et ideal om aldrig at være vred. Det er først, når det er et valg, at det kan lade sig gøre, og kun ved at være fuldt bevidst om vulkanen, mens den raser indeni. Kun ved fuld accept af vredesudtryk. Og du kan ikke bestemme, hvor lang tid det tager for vreden at rase ud, og det tager nok længere tid, end hvis du gav den et udtryk.

Den her vredesspiser er “desværre” den metode, de fleste i vores del af verden vil være tilhængere af, dvs. vi tror, vi kan springe direkte til at kunne det. Den opfylder umiddelbart vores ideal om en vredesløs verden. Det vil vi hellere end at komme ud med vores vrede. Vi vil gå fra fra barndommens uskyldige, spontane og ubevidste udadreageren og direkte til at leve som en munk. Klippe håret af, før det er vokset ud. Men det kan vi ikke. Vi skal først lære det spontane naturlige udtryk for at kunne håndtere det anderledes. Hvis man ikke kan finde ud af at få sin vrede ud, og i stedet holder den inde er man ikke i stand til at æde sig igennem den. Det vil i stedet være vreden, der æder dig. Det er ikke vredesspisning, men nærmest det modsatte. Og det kræver en vis kapacitet og en sund egofunktion og en sund krop. Hjerneskadede eller stressede personer vil have meget sværere ved det.

På sin vis er det det samme som at blive voksen og moden. Det er arketypen. Som barn og især ung og ung voksen udlever man sin vrede i udskejelser, karriere og øvrige aktiviteter. Som moden lærer man at holde igen på en måde, der ikke er at glemme vreden, men fordi situationen kræver det. Fordi man har fået børn. Eller en anstrengende partner(!).

Og selv efter man måske er blevet god til at spise vrede, er det stadig vredens naturlighed at komme UD, på én gang, med det samme. Der kan dog bare være situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre, hvor man kan løfte en situation ved at holde sin vrede inde og spise den selv. Det kan løfte og rense og gøre verden til et bedre sted at være. Jesus er det ultimative eksempel.

Når det lykkes, så vokser man faktisk ved det, og kan opleve at den energi og kraft, der var i vreden, i stedet går op i hjertet, eller der kommer bare en god tomhed. Men det gør der også efter et godt skænderi, husk det!

Vi skal ikke lære vores børn at blive vredesspisere, for så spiser vreden bare dem. Æder dem op indefra. Vi skal lære dem, at alle mennesker mange gange om dagen bliver naturligt vrede, og at det handler om at holde af sin vrede, bruge den, anerkende dens destruktive billeder, og gøre den til en medspiller i stedet for en modspiller. Og så skal vi lære dem, at engang når det er nødvendigt i voksenalderen, skal de også lære den anden vredeshåndtering, f.eks. når de får børn.

Velbekomme.

Den store amerikanske psykologorganisation vil ikke lade os få vreden ud, for det er farligt!

De påstår, vi er ofre for en farlig myte

Jeg besøgte en af de toneangivende stemmer derude for at se, hvad de skrev om vrede: På APA’s – den største amerikanske psykologforening, som vel svarer til Dansk Psykologforening – hjemmeside om vrede, står der under “What you can do” kun en henvisning til en artikel om at “kontrollere vrede”. Som det eneste. Suk. Det lyder allerede ikke godt. Kontrol af vrede er det eneste, de henviser til, man kan gøre.

Hvorfor er det nu så slemt?

Jo, den amerikanske psykologorganisation er meget autoritativ blandt psykologer. De er store og magtfulde og toneangivende. Udgiver 70 videnskabelige tidsskrifter. Har ca. 120.000 medlemmer.

Og længere nede ser jeg til min gru det her afsnit, “Controlling anger before it controls you”, der slet ikke får mig til at få det rart. De stiller spørgsmålet, om det er godt at få hele vreden ud, uden at være genert eller bange for andres reaktion:

Is It Good To “Let it All Hang Out?”*
Psychologists now say that this is a dangerous myth. Some people use this theory as a license to hurt others.
Research has found that “letting it rip”**
with anger actually escalates anger and aggression and does nothing to help you (or the person you’re angry with) resolve the situation.

På de 3 sætninger får APA sagt så mange forkerte ting, at man efterlades rystet. Det er åbenbart både farligt, voldeligt og vildfarent at lade sin vrede komme ud frit. De lægger en tyskerbunker ovenpå vreden, og efterlader den mere kontrolleret, uforløst og skamfuld end før. Stakkels mine fagfæller i USA.

Lad os sluge de 3 sætninger stykke for stykke, og spytte dem ud igen:

“Dangerous myth”: At få det hele ud frit er ikke bare et synspunkt, de er uenige i, de tillader sig at kalde det en myte. Endda en farlig myte. Ja, så er der da ingen, der tør vise sin vrede uden at være genert eller bekymret. Og det er “noget psykologer siger nu“, så dem der mener noget andet er således pludselig gjort forældede, og hvem har lyst til at være det? Det er arrogant. Det er APA, der er forældede.

Men vil de seriøst gerne have, at vi skal blive bedre til at være generte og bekymrede i vores vredesudtryk? Gør det virkelig vores medmennesker gavn? Hvis det er det forhold til vrede, de gerne vil have, burde de dog være lykkelige og føle mission accomplished, for de fleste i den vestlige verden er allerede generte, bekymrede og bange for deres egen og andres vrede. Men hvorfor skulle et vredesudtryk blive værre af at være ugenert og ubekymret? Jeg skulle da mene, det blev mere klart, præcist og balanceret. Ak.

“A license to hurt”: – endvidere advarer de os om, at nogle bruger denne teori som legitimering til at gøre skade på andre. Det var da en grim påstand. Jeg tror, der er meget få personer, der bevidst og nøjeregnende har tænkt sig at skade andre fysisk, og bare står og mangler et psykologisk-teoretisk argument for det. Eller at nogen går rundt derude og bare venter på et argument for at give andre licens(=ret) til at gøre skade. Hvad er det for en ond verden, APA lever i? Jo, det kan da godt være nogen gør det, men det skal ikke ændre, hvad der er godt for os alle. At nogen misbruger en teori eller forståelse til at udøve vold, siger ikke noget om denne teori eller forståelse.

“actually escalates anger and aggression”: Nej, en udladelse af vrede øger ikke vreden, for den er der allerede. Hvis modtageren/objektet også bliver vred og aggressiv, så er det fordi, han/hun får impuls til at give igen. På den måde kan man selvfølgelig sige, at vreden og aggressionen er eskaleret, idet der nu er to mennesker, der er vrede. Afsenderen og modtageren. Men hvis ikke afsenderens vrede var kommet ud, så havde den været der alligevel hos vedkommende. Vrede opstår, ligesom skyer og vind, det er vi ikke herrer over. Og hvis konflikten får lov at udspille sig, og de ikke lægger ekstra i vægtskålen, så finder den et leje, hvor begge parter falder til ro. Herefter vil der være mindre vrede, end der var før. Og måske større erkendelse og anerkendelse. Verden vil faktisk være gjort til et bedre sted.

“Det vil ingenting gøre for at hjælpe dig”, skriver de også. Hvor ved de det fra? Kan godt være, det i nogle tilfælde ikke vil hjælpe, men som regel vil det gøre det. Hvis ikke, er der noget galt i situationen, eller man har puttet ekstra oveni vreden. Det er altid en lettelse at få sin vrede ud. Og hvis man gør det bevidst på en ordentlig måde, vil det i høj grad hjælpe, både afsender og modtager. Det er det omvendte, der desværre gælder: Det ikke at slippe sin vrede løs, vil typisk ingenting godt gøre, tværtimod.

APA’s budskab virker grundlæggende som om, at vrede er ondt eller et meningsløst biprodukt af vores følelsesliv, og skal undgås. Og at der findes mennesker, der bare leder efter en forklaring, der giver dem gratis ret til at gøre andre ondt. Suk.

Det er APA’s forståelse af vrede, der er en farlig myte, som psykologer (forhåbentlig) er på vej væk fra nu.
Godt der findes andre psykologer!

Vi trænger til den vredesrevolution.

For at undgå at referere til døde links i fremtiden, har jeg gemt siderne som PDF, det er fra feb 18:
1) http://www.apa.org/topics/anger/index.aspx : https://goo.gl/iuHw1p
2) http://www.apa.org/topics/anger/control.aspx : https://goo.gl/LQ7VtT

* Cambridge Dictionary definerer vendingen: “to behave freely without being shy or feeling worried about what other people will think of you”

** Give los, slippe fri, sætte igang

Kontrol – amok, når løsningen er problemet

Vi tror, at mere kontrol får vreden til at gå mindre amok. Men tværtimod, det er kontrol med vreden, der får den til at gå amok

Vi hører så tit om det: Folk går amok. I Afrika og Mellemøsten går de amok og slår hinanden ihjel. I nattelivet går de amok hver weekend. I både skoler, fængsler, daginstitutioner og jobcentre hører vi, at det sker. Voksne og børn går amok fra tid til anden.
Vi gør det også selv. Vi har det alle med at gå amok. De færreste er decideret voldelige, men flipper ud, tænder af eller sprænger sikringerne. Kaster alle sandsække. Overfuser vores børn, partnere og kolleger. Råber af TV-avisen, eller lader bylden sprænge udover Facebook. Vi eksploderer fra tid til anden, eller “eksploderer indadtil”, imploderer, i depressioner, druk, angst, tankemylder, OCD eller cutting.
Men vi vil ikke have det amok. Det er en fejl. Det er grimt. Det er dårligt. Det forstyrrer vores liv. Det ødelægger vores orden. Det er da kun påvirkede, svage, uopdragne, fremmede eller skøre personer, der går amok. Har du ikke styr på dig selv?! Tag dig dog sammen! Vi ser ned på det. Vi er bange for det. Hvad er de for nogle mennesker?! Hvad er der dog galt med de børn?
Det er ikke noget nyt, og det er egentlig det værste: at det over flere generationer ikke er blevet bedre, men nærmest værre. Tidligere var der faktisk færre regler og lidt mere plads til at flippe ud og være mærkelig. Det var normalt med værtshusslagsmål, konflikter og arbejdskampe, og der var færre skrevne og uskrevne regler.
Når nogen eller noget går amok, tænker vi: Vi må gøre noget! Både gerningsmanden selv, eller dem omkring ham, tænker at nu må der mere styr på det. Nu må vi finde ud af, at undgå det går amok. Vedkommende skal lære at styre sig. Vi må have flere regler. Begrænsninger på kreditkortet. Barnet skal ikke i nærheden af det, der får det til at skeje ud. Jeg må lede min partner udenom den form for snak. Hvis vores gamle mor kommer i affekt, prøver vi undgå emnet. Hvis det er et nationalt problem, laver politikerne flere love. Amokløb skal forbydes. De må lære at styre sig. Lære at opføre sig ordentligt. Nej, vi er egentlig ligeglade med, om de lærer det, læreprocesser rager os en papand, det har vi ikke tid til. De skal bare lade være. Stop eller bliv straffet. Behaviorismen er gået agurk.
Eller vi må tale om det, indtil det går væk. Lægge låg på. Fortrænge det. DET taler vi ikke mere om! Eller også udelukker vi den del af familien, vi “cutter” forbindelsen. Eller propper vedkommende med medicin.
Det er så fint og nydeligt, når ting er under kontrol: I vores have står tingene snorlige og nedklippede. Vores børn skejer ikke ud, men er søde og pæne. Når vi mødes med familien, snakker vi ikke om det, der er svært, så bliver det så hyggeligt. Vi prøver at opretholde facaden, for ikke at sige for meget på arbejdspladsen, hvor det er meget svært at løse konflikter. Så hellere undgå dem. Ingen tør sige imod mere. Vi gør, som der bliver sagt. Utilfredse embedsmænd, der er i fare for at bryde ud med sandheden, bliver kommanderet til endnu mere mundkurv. Ikke underligt at 50’erne igen er meget populære.
Legepladser er blevet ufarligt unaturligt skumgummiland, som ikke kan gøre en flue fortræd. IKEA sælger ikke rullegardiner med snor i mere, fordi enkelte børn et sted i verden er blevet kvalt i dem, så millioner af kunder nu skal slides med det dårligere rullegardin uden snor. Årligt vokser mængden af love, regler og cirkulærer med over 6 km. Vi har så meget kontrol, at det er uhyggeligt, og samtidig går vi alle amok fra tid til anden: Se flokken af børn og deres forældre foran bland-selv-slikket fredag eftermiddag. Se hvad nyhederne beskæftiger sig med: Forskellige personer der går amok. Følg med på de sociale medier, her er der søreme en ventil. Indtil det snart også bliver gennemreguleret med cookie consents og GDPR med mere.
Alt er eksempler på, at vi løser problemet ved at have mere kontrol med vreden, så den ikke går amok. Og det kunne ikke være mere galt. for det er netop kontrollen, der er problemet. Det er for meget kontrol og låg på vreden, der får den til at gå amok. Hvis der ikke var kontrol med vreden, gik vi heller ikke amok. Hvis ikke hverdagen var så kontrolleret og styret, ville vi ikke have lyst til at flippe ud i weekenden. Amok er symptomet, kontrollen er årsagen. Men mærkeligt nok søger vi at løse amok-tendenser med endnu mere regel og kontrol. Vi fjerner tømmermænd med øl. Slukker ildebrande med benzin. Fjerner overtryk ved at lægge mere låg på.
Og for meget kontrol med vreden rammer os også på seksualiteten, livsglæden og selvværdet. Vi bliver nærmest til robotter.
Vi afskyr diktaturer, der holder sin befolkning fra at gå amok, med stram styring og vold. Vi er frihedselskende og kan ikke lide at høre minoriteter blive holdt nede i andre lande. Vi kan ikke udstå lande, der censurerer det, de ikke kan lide at høre. Men vi er en bande hyklere, for vi gør det selv. Vi holder det ubehagelige og ustyrlige og omvæltende nede med stram styring, censur og mental vold.
Desværre får den skyldige, kontrollen, aldrig fokus. Den rydder ikke forsider, eller skærmflader. Det gør kun amokløbet, som den er skyld i. Derfor ser vi ikke problemet.
Vi skal styre os mindre for at gå mindre amok. Vi skal jævnt hen over ugen have flere små amokløb, så der ikke springer en bombe i weekenden. Vi skal ventilere hyppigere. Og vi skal gøre det mere kropsligt, energimæssigt, jordbundet. Livet er for kort til at holde igen.
Se i øvrigt andetsteds på denne hjemmeside de mange forskellige forslag til at få sin vrede ud.

Hysterisk kvinde og slatten mand – vrede i moderne parforhold

30’ernes Maude og Hans-Christian Varnæs lever i bedste velgående

Hysteriske kvinder flipper ud over det mindste: Når manden ikke stiller sine sko på plads, ikke hænger håndklædet til tørre, eller har spist pålægget til madpakkerne. Sådan er hun hele tiden, og han æder bare hendes skælden ud. Brokker sig måske lidt, men tager det ellers bare ind. Han giver aldrig modspil.

Han er kedelig. Først når han er alene, får han afløb i voldelige computerspil, eller pornosider. Han går og tænker grimme tanker om hende, men de kommer aldrig over hans læber. Denne slatne mand er en slave.

Hun kontrollerer og bestemmer alt, og han roder og bestemmer intet. Han gør det aldrig godt nok. Og mander sig aldrig op.

Hun bestemmer, hvornår der er sex, og det er aldrig. Ligeså underkuet han er derhjemme, ligeså tyrannisk kan han være udenfor hjemmet. Men ofte også bare slatten derude. Indtil han en dag eksploderer i utroskab, vold, depression eller druk.

Slattenheden er helt konkret. Han er impotent og har ingen kontakt til sin aggression. Helt stækket. Svarer ikke ordentligt igen. Lader hende styre. Undertrykker sine impusler. Dybest set gider han ikke, at man altid skal snakke følelser eller rydde køkkenet op, inden sex. Han vil bare have sex. Nu. Men dette simple ønske har han forlængst glemt, og er blevet ret uklar. Og når han engang imellem kommer til at vise sexlyst eller aggression, bliver han stemplet som farlig, #metoo-mand eller bare ufølsom. Han er overdrevet mental, så hun er ved at blive vanvittig. Det gør hende bare endnu mere hysterisk.

1930’ernes Maude og Hans-Christian Varnæs lever i bedste velgående, det siger mine udsendte medarbejdere i de 30-åriges land af faste forhold.

Børnene ser en mor, der bestemmer alt, ved hvad alle har behov for, og fra tid til anden skejer ud i hysteri eller ekstra kontrol. En mor der er dybt utilfreds, ensom og tom. Og de ser en far, der ingen kraft eller aggression har, og ikke har noget at sige, og som repræsenterer larm, rod og besvær. Han hører dum musik fra svundne tider. Og nørder med dyrt udstyr.

Og de skændes hele tiden. Men fra tid til anden bedøver de lidelsen med rejser, designermøbler eller erotiske lege. De har det også med at fortabe sig i børnenes ve og vel eller arbejdet. Og fin rødvin og italienske kaffemaskiner. Ting og aktiviteter der enten fjerner fokus eller giver en illusion om, at deres forhold er ansvarligt og moderne. Deres pigebørn bliver 12-tals-piger, mens deres drenge dyrker ulækker seksuel subkultur med vennerne.

Ingen af dem orker det modsatte køn mere, og enten dræber hysterien og slattenheden med tiden hele forholdets liv, eller også går de fra hinanden. Man skal jo følge sin mavefornemmelse.

Sådan var vores forældre, og sådan bliver vores forhold også, hvis vi ikke er vågne, og det er vi ikke.

Det er vreden, der er problemet. Hysteri er vrede gået over gevind, ofte kombineret med en høj grad af kontrol og angst for, hvad der kan gå galt. Og det baserer sig på en dyb utilfredshed. Når jeg når frem til, at alt kommer under kontrol, kan jeg hvile i mig selv, tror kvinden – i mellemtiden er jeg hysterisk. En bedre kontakt med og afløb for vreden – et klarere møde – giver en dybere tilfredshed og mindre behov for kontrol og hysteri.

Slattenhed er fortrængt og skjult vrede. Det er en løve i bur. Det bunder også i en frygt for vrede. Hvis jeg først lukker op for posen, bliver det jo hustruvold. Så det gør jeg ikke, jeg fortsætter med at putte det ned i posen. De mænd bliver i stedet mentale, fraværende og selvfølgelig slatne.

Og det er samfundets skyld. Vi har afskaffet mænds vrede og dermed også deres seksualitet. Og vi har også afskaffet kvindens vrede, fordi den nu er stemplet som hysteri. Den har egentlig altid været afskaffet. Hun trænger dog til at blive sat på plads, og manden trænger til at gøre det. Men hvordan gør man det i dagens Danmark, uden det bliver traditionelle kønsroller? Hvordan bruger en mand sin naturlige fysiske overlegenhed og aggression til at forbedre deres forhold? Hvordan bruger en kvinde sin lyst til at styre og kontrollere alt, og holde alt rent og pænt derhjemme, på en måde der styrker og ikke stækker? Hvordan bliver kvinden mødt i sin kraft, uden at blive stemplet til at være for meget?

Det er groft sagt kvinden, der har overtaget vreden fra manden, og han har ladet hende gøre det. I gamle dage havde han jo patent på det i de små hjem. Børnene kunne bare vente sig, til far kom hjem. Og nu er vi svunget over i den anden side af pendulet. Stadig uden balance.

Men skal vi så bare tilbage til de gode gamle dage? Nej selvfølgelig ikke, og selv hvis vi ville, kan det ikke lade sig gøre. Tiden har flyttet sig, og der er heldigvis ingen vej tilbage.

Hvad er så løsningen? Man kan jo tro, at nu må vi sætte os ned og tale stille og roligt om det, men det er, sagt på godt dansk, counter-productive. Det har vi prøvet så tit, vi er ved at brække os over det. Vrede der ikke får et fysisk, ukontrolleret og usprogligt udtryk kommer ikke ud. Hvis vrede kun må komme ud med fornuftige ord, bliver vi begge mere hysteriske og slatne.

Bemærk at, der er heldigvis mange måder at få sin vrede ud på fysisk. Og nej, der er ikke noget bagved vreden. Den er simpelthen mere fysisk, destruktiv, ukontrolleret og irrationel, end du aner.

Men alligevel, hvis den hysteriske kvinde og den slatne mand seriøst vil snakḱe om tingene: Man kan begynde at blive ærlige overfor hinanden om, hvor vred man er. Hvad har din vrede lyst til? Hvordan er din vrede koblet til seksualitet, kontrol og magt? Hvis du kan sige det ærligt til din partner uden at holde dig selv nede, og han/hun kan rumme det, så er I nået rigtig langt. For vrede er en naturlig reaktion på noget ubalanceret eller grænseoverskridende, den er egentlig bare til for at sætte grænser. Vrede skal have lov at være der, til det slipper af sig selv. Herefter skal vi ikke holde fast i den.

Vi kan begynde at slåsse, lave øvelser eller lytte til vores underbevidste. En øvelse kunne være at den næste uge, må manden fuldstændig bestemme, eller 1 gang om dagen sætte sin kvinde på plads. Eller 1 gang om ugen må kvinden flippe fuldstændig ud og sige lige, hvad hun har lyst til, hvor der samtidig bliver lyttet seriøst til det. Man kan øve sig i at være mindre bange. Man kan lege løver på stuegulvet. Det vil børnene også elske. Prøv at blive mere kropslige og mindre mentale.

Vi skal finde op på et nyt og højere stadie af civilisation, hvor urmennesket lever tilfreds iblandt os, hjemme i de små hjem. Urmennesker klædt i Mads Nørgaard og Benedikte Utzon, der så tit det kan lade sig gøre tager det fine tøj af. Hvor kvinden trygt kan kontrollere og bestemme alt det, hun vil, fordi hun får det modspil, hun har brug for, og jævnligt bliver sat godt på plads. Og hvor hun kan udfolde al den kraft og aggression, hun har. Og manden også kan kontrollere og bestemme så meget, han vil, i sikker forvisning om at det bliver reguleret, hvis det bliver for meget.

Og dybest set skal det opdages, at der ikke er ret meget, der er kønsligt. Kvinder har ikke licens på kontrol og pænhed, og mænd har ikke eksklusivretten til vrede og aggression.

Eller også kan det være, problemet løser sig selv ved at naturlig selektion udrydder den hysteriske kvinde og den slatne mand, for de er ikke særlig fertile, og ret selvdestruktive.

STOP IT!

En metode er simpelthen bare at stoppe det

Vrede skal ud, ellers sidder det fast indeni og bliver destruktivt. Det skulle vist være slået grundigt fast på disse sider. Men der findes en metode til at håndtere vrede, der er helt modsat. Man kan sige STOP!

Det handler ganske enkelt om, at i stedet for at lukke vreden ud, kan man lukke den inde. Stoppe dens udtryk, og i stedet kun lade den gøre indtryk.

Denne metode er allerede meget anvendt – både nu og tidligere i menneskets historie – dog oftest misbrugt, og som regel ikke forstået: Det handler ikke om at glemme, fortrænge, administrere, undertrykke, opdrage, kontrollere eller aflede sin vrede, men om at rumme, mærke, opbevare og containe den – uden at give den nogen form for udtryk. Være bevidst om vreden, bevare den, uden at vise den.

Hermed transformeres den. En vrede der holdes inde, men bevares ligeså vild den er, vil af sig selv blive transformeret og fordampe. Energien i den vil blive brugt til noget konstruktivt.

Jeg kalder metoden “Stop it!”, inspireret af et gammelt TV-klip: https://youtube.com/watch?v=Ow0lr63y4Mw, hvor en kvinde kommer i “Stop it” terapi. Videoen er en humoristisk TV-sketch, men den bygger på denne metode. I videoen har klienten dog ikke vrede, men nervøsitet og angst. Men den samme terapi kan bruges på vrede. Altså på dem hvor vreden flyder lige lovlig ukontrolleret frit, som nervøsitet og angst gør hos kvinden i videoen.

“Stop it” kan også bruges i parforhold, for her er der jo en person ved hånden til at sige det til én, en person der typisk også er objektet for vreden. Man kan lave den regel at begge parter til enhver tid kan sige “stop”, og så skal  begge stoppe skænderiet. Uden nogen forklaring, eller afrunding. Det har en irriterende forunderlig virkning. Umiddelbart bliver man dobbelt så vred over at få den besked, det virker totalt urimeligt, man er jo slet ikke færdig! Hvad bilder vedkommende sig ind?! Det er jo kun noget, han/hun siger, fordi han/hun ikke kan finde ud af mere at sige, eller er ved at tabe diskussionen. Men altså det virker ofte godt. Vreden går væk.

Det er en traditionel og lidt avanceret form for vredeshåndtering. Traditionel fordi man tidligere oftest netop har brugt det at stoppe vredesudtryk, “klap i!”. Både i børneopdragelsen, der hvor mennesker samarbejder, i samfundet og i juraen. I al menneskelig samkvem siden middelalderen, kunne man sige. Ja faktisk kan man påstå at menneskelighed er defineret ved at blokere impulser, vrede og seksualitet. “Stop it” er f.eks. det tilbud straffesystemet giver os, den måde det juridiske system forholder sig til vredesudtryk. At stoppe dem der er vrede. Og hvis man skal grave endnu dybere i vores forståelse af livet, i filosofier, vil man indenfor de fleste religioner se den metode som noget af det vigtigste og mest basale. Det står f.eks. på “side 1 i den tibetansk buddhistiske grundbog”, at vrede er gift, og løsningen er at stoppe alle dens udtryk. Det må ikke komme ud. De højeste mestre og munke perfektionerer det. Det skal transformeres indad og opad.

Det avancerede ligger i, at “stop it” forudsætter, at man kan finde ud af at få sin vrede ud, og i det hele taget er klar over, at vrede ikke kun er noget, der sker et par gange i livet, men faktisk dagligt. At man har taget vrede seriøst. Er vant til at være vred. Ligesom at et cølibat ikke er at glemme sex, eller et fravær af sex, men “blot” handler om ikke at give det udtryk. Den forudsætning kan mange moderne mennesker ikke leve op til. Selvom det er en meget udbredt metode overfor børn, også – eller måske især – i dagens Danmark, så er det bedste også her, at primært tillade dem at være vrede og skeje ud, og anerkende deres vrede, og først hvis det er på plads, indføre “stop it”.

For vrede kan faktisk stoppes med et fingerknips. Hvis en person med tilstrækkeligt eftertryk eller magt fortæller dig, at du skal stoppe dit vredesudbrud NU, kan det lade sig gøre. Og hvis man ikke fortrænger vreden eller glemmer den, sker der en indre transformation, som skyller vreden ud af systemet, ligesom et tilstrækkeligt udtryk kan gøre.

Og i nogle tilfælde eller relationer, eller hos nogle personer generelt, er det sådan, at vreden kommer ud på en måde, hvor den aldrig får en ende. Den er nærmest sådan reproducerende, utømmelig eller selv-ophidsende. Man kan især opleve det i parforhold, hvor man er kommet ind i et mønster, hvor hver udtalelse bærer nyt brænde til bålet, og ingen er interesserede i at stoppe, men tværtimod opsatte på at vinde og få den anden ned med nakken. Hvilket i øvrigt er ganske almindelig følelse. Men der har sneget sig en slags uansvarlighed og skidt-fra-en-spædekalv ind, når vreden lukkes ud.

Her kan det være godt at bare stoppe. Uden forklaring. Uden at fortælle en historie. Uden at gøre sig færdig. Uden nogen form for rimelighed. Uden hensyn, omsorg eller fordeling af taletid. Bare stop.

Hvis du overvejer at indføre det princip, eller allerede bruger det, i din børneopdragelse, i dit parforhold, på din arbejdsplads, eller i dine kommentarer på Facebook, så undersøg først lige, hvad dit grundlæggende forhold er til vrede, om du tillader det, kan bruge det konstruktivt, står ved det og er i stand til at få det ud. Hvis ikke, skal du kunne det først.

Et mennske skal kunne bevæge sig, før det kan lære at stoppe.

Uden tænder er jeg intet

En historie om vrede

Den her historie om vrede er ren fiktion, men den er baseret på virkelige beretninger, jeg har fået om vrede. Jeg tænker, den er typisk. Mange vil nok nikke genkendende til den.

En ældre tynd dame, langt oppe i pensionsalderen, kommer ind i konsultationen og er nedtrykt over ikke at kunne være tandtekniker mere, og i det hele taget at livet er blevet surt. Hun har været rigtig god som tandtekniker og savner det rigtig meget. Efter hun stoppede på arbejdsmarkedet, var det hendes plan at hjælpe folk lidt i fritiden med deres tænder, men hun kan slet ikke mere. Kroppen er begyndt at sige fra. Hun har tit lungebetændelse, fordi hun tidligere har røget meget, synet virker ikke så godt mere, og benene kan heller ikke helt holde hende oppe mere. Hun er ganske enkelt ved at blive gammel, er slidt.

Hendes mand der er jævnaldrende, men friskere end hende, forstår ikke, at hun er nedtrykt og ked af det. Hun har jo levet et langt godt liv, og har fået nogle søde børnebørn, og burde da være glad for ikke at kunne arbejde mere. Det er nok også lidt underforstået fra mandens side, at han også mener, hun burde være glad, fordi hun har jo ham… Nu kan hun slappe af og gøre, hvad hun har lyst til. Der er ingen grund til at være nedtrykt, mener han.

Så hun føler ikke, hun kan sige det til ham, og slet ikke HVOR nedtrykt, hun er. Hun er faktisk begyndt at få selvmordstanker. Ikke sådan konkret, men tanker om, at det var da lettere for alle, hvis hun ikke var her mere. Hun kan nogen gange ønske, hun døde af de infektioner, hun ind imellem får. Eller at benene giver så uheldigt efter under hende, at hun falder og dør – helst en dag hvor hun er helt alene. Hun har ikke lyst til at leve mere, og græder tit, men gør det mest i det skjulte. Hun vil heller ikke plage sin familie med sit negative humør, sprede sin negativitet. For hun vil jo stadig være den samme gamle, hyggelige, søde farmor. Hun må bære det alene, tænker hun. Hun vil bare fortsætte med det, hun er god til, at hjælpe folk med deres tænder og føle, hun udretter noget. Hun føler sig slet ikke færdig med at gøre gavn her i verden. Hun har aldrig været til psykolog før. Det gør man jo først, når man er helt bimmelim.

Psykologen spørger hende, om hun er vred? Nej da! Slet ikke. Hvorfor skulle hun være det? Der er ikke noget at være vred over, hun er bare ked af det og måske lidt negativ. Hun må bare tage sig sammen, det går nok over. Det har hun jo gjort før, når livet var svært. Og nu er det jo snart jul. Vrede, det var da et underligt spørgsmål, som ingen i øvrigt før har stillet hende. Hvad bilder han sig ind? Det må være fordi, han er ung, og det er på mode.

Psykologen insisterer: Kan det ikke irritere dig, at din mand stadig er frisk, mens du sidder og lider? Kan det ikke irritere dig, at han ikke forstår, selvom du flere gange har prøvet at forklare ham det, som om han ikke VIL forstå? Kan du ikke ind i mellem blive lidt harm over, at her sidder du og ved så meget om tænder og tandpleje, og så er du bare låst til pensionsliv og en krop i forfald? Føles det ikke urimeligt eller uretfærdigt? Bliver du ikke harm på dine børn, når de mere eller mindre direkte beder dig klappe i med dine beklagelser, fordi de ikke kan tåle at høre på det, fordi det forstyrrer deres perfekte og fortravlede liv? Er du ikke træt af alle de stereotyper, du møder fra familie, venner og i medierne omkring det at blive gammel, at man bare skal sætte sig ned i hjørnet af stuen og smile til de andre, mens man forfalder og ingen funktion har for de andre? Gider du overhovedet at blive gammel? Er du ikke vred over, at du er tættere på at dø?!

I takt med at hun bliver bombarderet med disse spørgsmål, begynder noget i hende så småt at vågne, at vejre morgenluft. En gnist begynder at tændes: Vreden. Jo, når hun bliver stillet det her spørgsmål i så mange varianter, må hun indrømme, at hun faktisk godt kan være ret irriteret engang imellem. Faktisk vred. Det er bare så voldsomt et ord…

Psykologen hjælper hende til at begynde at mærke denne vrede, at sætte ord på den. Hvordan ser den ud? Hvor sidder den henne? Og allervigtigst, hvad har den lyst til? Hvordan kan den komme ud?

Hendes vrede har lyst til at slå sin mand og sine børn oveni hovedet og råbe og skrige til dem, at de ikke fatter en skid, at de skal tie stille med alle deres misforståede hensyn og opmuntringer. Der er ikke noget positivt, det hele er noget skidt, og det skal de vide, og hvis ikke de accepterer det, skal de holde sig væk. De skal faktisk under alle omstændigheder holde sig væk alle sammen. Også den gamle nar til egen læge, som de har haft i 30 år. Han skulle kraftedeme prøve det selv. Det at forsøge at pynte på det, som alle gør, gør bare det hele værre. Folk hjælper hende ikke, de prøver bare at gøre hende til en fin sød gammel museumsgenstand, som passer ind deres eget kram. Mens hun langsomt dør i sin skal. Men hun er her altså endnu! Og føler det hele er noget skidt. Ja på en måde føler hun ikke, hun er her mere, men det vil hun have lov at føle. Gider ikke alle deres elendige gode råd.

Osv osv.

Det er faktisk skønt. En gammel kæmpe vågner. En smuk heks kommer til stede.

Sådan får vi arbejdet vreden frem over nogle gange, vi mødes. Det er ikke sikkert, hun behøver sige disse ting direkte til sin familie, men bare det at hun får sat ord på sin negativitet hos psykologen, tager lige toppen af vreden. Og det gør det nemmere at få talt med familien. Bare det at sige meget grimme ting om dem hun holder mest af rent ud. Det handler om, at hun skal give sig selv lov til at være i krise over at være blevet gammel. Hun skal tillade det mørke og den vrede, der følges ad. Ellers kan hun ikke komme videre. Ellers kan hun på en måde ikke dø. Der skal ske en sorgproces over at have tabt sin arbejdsidentitet og øvrige fysisk nedgang. Der er meget, hun har mistet. Og hun er altså typen, der bliver vred, når hun sørger. Det er der i virkeligheden mange, der gør. Og familien skal også tillade det. Men de er jo som danskere er flest: Vi kan ikke have, at vores nærmeste har det dårligt og ikke har lyst til at være her. Vi vil ikke have de forandrer sig, for så risikerer vi, at vi måske selv skal forandre os. Der skal pyntes, opmuntres, trækkes op, afledes, fortrænges, så husfreden kan bevares, uanset at det faktisk gør det hele værre.

Hvorfor har vi for travlt til et 5-minuttes vredesudbrud?

Når døden begynder at nærme sig, ikke er så mange år væk, er det klart, at man kommer i krise på et eller andet tidspunkt. Det gør de fleste i hvert fald. Vreden gør dig parat.

Hun skal have lov til at give luft for selvmordstanker, vrede, sorg og krise. Det letter, og giver mod på alderdommen.

Hun fik lettet sit hjerte, der var fuldt af vrede hos psykologen, og kan nu arbejde videre med det derhjemme, og måske endda vove at dele det med en af sine døtre, der forstår og kan rumme den slags vanskelige følelser. Hun er nu i proces og mere i nuet.

Tak vrede.

Den søde gamle nabo skal dø

En historie om vrede

Den her historie om vrede er ren fiktion, men den er baseret på virkelige beretninger, jeg har fået om vrede. Jeg tænker, den er typisk. Mange vil nok nikke genkendende til den.

En mand, Peter, har været involveret i et trafikuheld: Han kører ud af sin indkørsel, og idet han drejer til venstre, bliver han ramt i højre side af en hans naboer, Maren, den søde gamle dame, der bor et par huse længere oppe af vejen. Det er ikke et voldsomt sammenstød. Peter kører ikke ret hurtigt, Maren kører max 55 km/t, kun en smule over fartgrænsen. Hun er uopmærksom, fordi hun er ved at rette på varmeindblæsningen på sit instrumentbræt, som man jo desværre ofte først gør, efter man er kørt afsted.

Peters hovede laver et hårdt sidelæns nik, da hans bil bliver ramt. Tilsyneladende er den eneste skade dog, at han også slår sit hovede imod nakkestøtten, hvilket gør lidt ondt. Det er den umiddelbare smerte. Og så chokket selvfølgelig. Han bander over hende, går ud og tjekker skaderne på bilen, udveksler oplysninger med den ældre dame, der undskylder og undskylder. Hun er jo en forsigtig ældre dame. Han skynder sig på arbejde, og tænker at det jo bare er bilen, der er skadet, fordi slaget på hovedet fortager sig. Bilen kan de få ordnet en de nærmeste dage. Den travle hverdag skal fortsætte uændret.

Allerede samme nat begynder det dog at gøre ondt i nakken. Peter går ufortrødent på arbejde alligevel. Som dagene går på Panodil’er, for smerten bliver ved. Det er meget irriterende, og begynder også at ramme ham på hans øvrige funktioner. Han får svært ved at arbejde, at være tilstede med familien og dyrke sin sport. Begynder at trække sig fra det sociale liv. I løbet af 3-4 måneder må man konstatere, at han har udviklet kroniske smerter i nakken. Det gør ham ligeledes tiltagende depressiv – pga de psykiske og sociale konsekvenser.

Han taler et par gange med Maren om forsikring. Hun er ret oprørt over sagen, og er vred. Han måtte have kørt så hurtigt og uopmærksomt ud af sin indkørsel, at han ikke så hende. Det mener hun er årsagen. For hun har jo aldrig før oplevet at køre ind i nogen. Han kommer til at undskylde, for hun har jo ret i, at han var fortravlet – som altid – den morgen. Peter er typen, der undskylder. Det er nok bare hans skyld.

Efter 6 måneder kommer han til psykolog, han er fuldstændig nedtrykt. Han ved ikke helt hvorfor. Det er selvfølgelig pga smerterne, men det opleves alligevel som en urimelig stor nedtrykthed. Om trafikuheldet siger han, at det var jo, hvad der kunne ske. Hun er jo bare en ældre dame, hun kan ikke gøre for, at det skete, hun kørte ikke ret hurtigt, kun lidt over fartgrænsen, og han var jo heller ikke selv helt opmærksom, og han gider ikke spekulere på det trafikuheld mere, det har han lagt bag sig.

Udover at han er nedtrykt, har han også udviklet angst for trafikken, og for andre mennesker. Det er blevet svært at gå i Netto, han har fået socialangst – oveni sin depression. Hans liv er blevet ret svært. Han har smerter hele tiden, og de er faktisk også blevet værre. Han er sygemeldt og kan ingenting.

Når han engang imellem får taget sig sammen til at gå en tur, og tilfældigvis ser naboen, eller hun passerer hans vinduer, kan det sortne for hans øjne. Han føler et kropsligt ubehag, begynder at svede, ryste og få åndedrætsbesvær. Det kan også være, benene ryster under ham, eller han får kvalme. Det kan være svært at få det til at gå væk. Og tankerne om uheldet kører rundt i hovedet på ham, når han skal sove, og han har også tit mareridt om trafikuheld.

Han kan ikke bruge sociale medier, eller se fjernsyn – af frygt for at se noget, der minder om episoden, fordi det tager en hel dag at komme sig bare lidt over det.

Psykologen skriver med meget stort på sit whiteboard: “VREDE!”. Peter får et chok.

Psykologen siger til Peter, at han er enormt vred. Når det sortner for hans øjne, er det i virkeligheden vrede. Når han føler ubehag, rysten, åndedrætsbesvær ved synet af hende, så er det i virkeligheden vrede. Hans socialangst er i virkeligheden vrede. Tankerne der kører rundt i hans hovede er vrede. Mareridtene om natten er i virkeligheden vrede. Angst for at blive mindet om det, er vrede. Han har så meget vrede i sig, fordi hans liv er blevet ødelagt. Og det er en bestemt persons skyld.

Vrede er jo irrationelt. Vreden er faktisk ligeglad med formildende omstændigheder, bortforklaringer, forhistorie – og gamle damer. Den vrede har han pakket langt væk, den passer ikke ind i hans selvbillede som en stille og rolig fyr, og den er irrationel og meget destruktiv. Giver angst og depression.

I øvrigt er der jo ikke nogen formildende omstændigheder, det VAR hendes skyld.

Men alle har ubevidst givet ham ret i, at evt. vrede skal vi ikke kigge på eller spørge til. Ingen har fået den idé, at manden da selvfølgelig bliver rasende over at blive kørt ned, endda i så høj grad, at det ødelægger hans liv. I stedet har der været meget fokus på hans “psykiske svagheder”. På sårbarhed, skrøbelighed, tilbagetrækning, energiforladthed. Lægen har tilbudt piller imod det og en henvisning til psykiater. Familien har støttet ham i, at han ikke skal udsættes for ting, der giver angstsymptomer. Tænk at ingen ikke engang bare har overvejet ordet “vrede”.

Til at starte med benægter Peter dog, at han er vred. Eller siger at har været det, men ikke er det mere. Er kommet over det. Ikke vil spilde sit liv og sin sparsomme energi på at være vred. Der er mange undskyldninger.

Psykologen insisterer, og får Peter til at prøve at visualisere hans vrede på Maren. Efter nogle forsøg, må han indrømme, at han ER vred, stjernetosset, og i hans vrede har han lyst til at køre hende over, så hun selv kan mærke konsekvenserne. Igen og igen. Det strider dog mod hans opdragelse, moral og samvittighed, men vreden er jo komplet ligeglad. Sådan er den. Han forestiller sig at køre hende over, og det giver noget lettelse. Den kraft der førhen gik indad, går nu lidt udad. I uskyldig visualisering indenfor konsultationens fire vægge. Vreden giver noget rettethed, noget mening, noget udenfor ham selv, hvor skylden kan placeres.

Efter at have tilladt sig selv på bare 10 minutter at sætte nogle meget voldsomme ord på hans vrede, føler han pludselig, at noget er lettet, og herefter er det f.eks. meget nemmere at se Maren ude på gaden, og hans socialangst er også taget lidt af. På bare 10 minutter er der sket en større forandring i Peter, han er blevet mere mand og mere sig selv og mere rolig. Bare pga. introduktionen af konceptet vrede i hans bevidsthed.

Det tager 10 minutter, og alligevel har Peter gået 6 måneder, uden nogen har insisteret på at stille det simple spørgsmål, om ikke han er vred på Maren. Få har måske spurgt, men det har måske været for useriøst, halvt i sjov. Med enormt energispild til følge, mange sundhedspersoners løn, penge til medicin og ekstra problemer hjemme i Peters familie.

Det er jo grotesk, som vi spilder vores tid. Hvor energiuøkonomiske vi er.

Og så magisk kan det faktisk gå til nogle gange i terapien, og jeg forundres hver gang. Folk har i årevis cyklet rundt i sundhedssystemet, og ingen professionelle eller pårørende har insisteret på at få vreden frem.

Selvfølgelig er det ikke gjort med de 10 minutter. Så mirakuløst er det heller ikke. For efter den erkendelse skal et helt livs måde at forholde sig til vrede på, vendes rundt og mange gamle affærer skal endevendes, hvis Peter vil have det ændret, og ikke falde tilbage til et liv som skygge af sig selv, med angst og depression. Han skal igen og igen mærke vreden, og på forskellige civiliserede måder forsøge at få den ud. Så vil det med tiden lette, og det vil automatisk give ro og accept.

Her hos mig må man kun have tre følelser

Du kan kun blive vred, ked-af-det eller bange

Jeg arbejder med, at der kun findes 3 negative følelser og 1 positiv. Det er ked-af-det-hed, vrede og frygt. Og glæde.

At vi har nogle få grundlæggende følelser bruges vidt og bredt i psykologien, det er ikke noget, jeg har fundet på. Forskningen melder f.eks. om 4 grundlæggende følelser. Andre steder opererer man med 6 eller 8. Jeg arbejder blot med 3. Det plejer at være dækkende. Faktisk er jeg overbevist om, at der blot er dem.

En sjov fortælling om de grundlæggende følelser, er animationsfilmen “Inderst Inde”, hvor der er 4 negative: vrede, tristhed, angst og afsky. Og en positiv: glæden. I filmen ser man, hvordan de grundelementer tilsammen styrer og administrerer psyken: De sidder inde i hovedet ved et kontrolpanel, og samarbejder om at hive i håndtagene. Filmen viser, hvordan de i samspil laver mere komplicerede oplevelser, hvortil der f.eks. både kan være knyttet glæde og tristhed.

Så grundfølelserne er vores repetoire, vores udvalg, den måde vi møder verden på, og de kan kombineres til alle andre følelser, ligesom grundfarver kan lave alle andre farver. Frustration er ked-af-det-hed og vrede. Og samtidig findes der ord for andre grader af disse følelser: Lettere vrede er irritation, og i sværere grad kan det kaldes raseri. Lettere frygt kan være nervøsitet, og sværere frygt kan være rædselsslagen. Kært barn har mange navne, især vreden.

Jeg forklarer ofte mine klienter, at der altså kun findes de 3 negative følelser. Jeg siger nogle gange for sjov, at “her hos mig må man kun have de 3 følelser”, når de nævner alle mulige andre følelser, eller som oftest ikke kan nævne rene følelser, men mere blandinger af tanker og følelser.

Generelt er vi ikke så gode til følelser her til lands, eller i den vestlige, moderne verden i det hele taget. At være moderne og civiliseret er nærmest defineret ved at være hævet over følelser. Følelser ses ofte som en fejl, som latterlige, som noget man skal have styr på. Vi vil hellere være oppe i hovedet, være mentale, have styr på og kontrol over os selv. Hvis man er meget følelsesladet, er man barnlig, udansk eller til grin. Så har man jo ikke styr på sig selv. Eller er en kunstnertype. Én der svælger i det.

Vores 3 grundfølelser er dog naturlige, ligeværdige og nødvendige.

De er medfødte. Vi har altid haft dem. Og det er så nok ikke helt rigtigt. Jeg vil sige, at de først bliver synlige og skilt ud, når vi får et ego som 1-2-årige. Dvs. indtil da ligner de hinanden, et spædbarn er både vred, ked-af-det og bange på én gang, i ét udtryk. Selvom man kan diskutere, om egoet og dets egenskaber er naturlige, så beskriver jeg det som naturligt, og også de følelser det kan have.

De 3 følelser er vigtige og hver sin funktion, fælles for dem handler det om at adskille sig, lægge afstand. Det er derfor, de er negative. Adskille sig fra mennesker, dyr, levende eller døde, ting, holdninger, tilstande osv. Alt. Vrede er til for at sætte grænser, ked-af-det-hed er til for at tage afsked, og frygt er til for at fjerne os fra noget truende. Glæden kan så omvendt siges at være til for at forbinde sig med alt. Det er dog ikke helt gennemtænkt.

Vi vil ikke have følelser, især ikke de negative, og især især ikke vreden. Det er mere gangbart, tilladt, accepteret at udvise de to andre negative følelser, frygt og ked-af-det-hed. Vrede er fy. Der er selvfølgelig visse personer, grupperinger og subkulturer, for hvem det nærmest er omvendt, men i mainstream-kulturen vil jeg vove at påstå, at det er sådan. Vrede er det sværeste. Sådan er de fleste opdraget. Og det er ikke bare vores velopdragne, høflige bedsteforældre, nej de unge lider også af det. Ofte endnu mere end den ældre generation, fordi de unge ofte er mere usikre og nervøse over for, hvad omverden tænker.

Vrede er associeret med vold, amokløb, ødelæggelse, destruktion, kriminalitet, noget helt usædvanligt, når alle andre muligheder er udtømte.

At det er mere gangbart at være ked-af-det end vred, kan man se ved, at det er nemmere at sige til andre, at man er “ked af det, de gjorde”, end at man er “vred over det”. Og ofte laver vi vrede om til ked-af-det hed, fordi det er mere acceptabelt. Vi græder, når vi bliver vrede. Græder et raseri ud. Og det er faktisk ikke så effektivt.

Det har en stor fordel at reducere hele følelseslivet til disse tre følelser. F.eks. i kommunikation. De kommunikerer meget bare ved navns nævnelse. At sige til et personalemøde: “Jeg er vred over de nye tiltag”, kan faktisk ofte være nok. Det bringer kraften og meningen på bordet med et enkelt ord. Meget energiøkonomisk. Ligesom det kan være nok bare at sige, at man er ked af det.

Det er meget ærgeligt for vores mentale sundhed, vores samvær med hinanden, vores samfunds effektivitet og for alt muligt andet her i livet, at vi ikke vil bruge den medbragte kraft og menneskelighed, vores følelser udgør.